Efterhånden som rootsmusikken er blevet mere udbredt, er det naturligt, at det afspejles i de lokale musikmiljøer og på koncert- og festivalprogrammer. Og Wickmann Festival i Nykøbing F. er netop en fejring af den lokale rootsmusik. Her følger en rapport om det meste af lørdagens program.
Ashley
David Meyer er en sanger-sangskriver med et par lokale hits: Ondt i Røven og Lidt Endnu. Han gav et overbevisende solosæt med nye og gamle sange. Duoen Øhav (øverste foto) består at ægteparret Signe Hauptmann og Ronni Øhlers Pedersen. Med deres velklingende vokaler fik vi både egne engelsksprogede sange og folk-traditionals.
Jan Milton, forsanger i Lange Lynæs og nu solist, præsenterede sange fra sit album Storm På Vej. Han bruger sin Johnny Madsen-agtige stemme til at skildre de nære, små samfund langt væk fra storbyerne. Flere af disse musikere kender hinanden via miljøet omkring Villa Ø.P. Studio og gæsteoptrådte på kryds og tværs.
Panserhjerte er en akustisk kvartet med nogle spøjse danske tekster og gode syng-med sange. Et par mindre kiksere undervejs blev opvejet af et par kvikke bemærkninger. Lidt mere delikat var Faze’n’Mir. Mir B. Weber, vokal, harmonika og keyboard og Henrik ’Faze’ Nybo, vokal, guitar, m.m., har spillet sammen siden 2015, og deres musik bevæger sig ubesværet fra det lyriske til mere jordnær blues.
Faze’n’Mir
Da aftenen herefter begyndte, blev der skruet op for volumen og effekterne. Dansk-rock bandet Artisterne gjorde det godt med enkelte cover-numre, men ellers mest egne sange. Måske har deres navn en snert af ironi, for alle disse optrædende er mennesker, som ikke kalder sig kunstnere og ikke helt har vænnet sig til at blive betegnet som musikere.
De er mest amatører, som nok ikke er vant til koncerter og store festivalscener, men er lykkelige, når de opnår lidt opmærksomhed på bodegaer, havnefester og lignende. Fælles for dem er, at de har masser af talent og gode ideer, som desværre ikke når langt ud over lokalsamfundet, selv om alle på deres sætliste har mindst et par originale sange, som fortjener national opmærksomhed.
Lidt uden for nummer var pigetrioen, der var annonceret som Ashley, men som vist nok hedder Ashley On The Trail. Den var ukendt for mig og én af de overraskelser, som festivaler kan rumme. Med deres super-afstemte trestemmige vokaler, som kun få herhjemme behersker, med perfekt udtale og gode arrangementer gav de et unikt sæt. De er dykket ned i den amerikanske roots-sangskat, har ladet sig inspirere og er kommet op med deres egne sange, som er en hyldest til traditionelle western-sange og gamle country-sange a la Hank Williams og The Carter Family. Men de gav også en vellykket afstikker med Crosby, Stills & Nash-versionen af Beatles-nummeret Blackbird. Denne trio kan nå langt, og jeg håber at høre dem snart igen live eller på plade.
Tidligere var Vordingborg Festuge en mulighed for lokale rootsmusikere for at nå et stort publikum. Den har måttet lukke, men nu har Wickmann Festival taget over, og forhåbentlig vil den fortsætte dette gode initiativ. Vi er mange, som foretrækker original musik frem for cover-numre, og det fik vi på festivalen, som oven i købet ligger i familievenlige og smukke omgivelser.
Festivalpladsen
