Man kommer langt med at kunne spille guitar og samtidig have en flot stemme. Man kommer endnu længere, når man selv kan komponere sine melodier. Og hvis man også er en gudsbenådet tekstforfatter, der forstår at dele sine inderste følelser med publikum, så kan det ikke gå helt galt.
Alt det kan sangerinden Vilma, som samtidig har et dygtigt band i ryggen, og det beviste hun fuldt ud torsdag aften i Aarhus, hvor hun gav en af de sidste koncerter på sin turné med titlen ”Kærlighedserklæringer”.
Der blev præsenteret følsomme, ærlige og meget nærværende sange fortrinsvis om hendes familie. Hun fortalte rørstrømske, men gribende historier om teksterne og baggrunden for dem med både sjæl og sårbare følelser. Men alligevel udstrålede Vilma stor spilleglæde og energi på scenen og glæde ved at optræde live.
Efter Vilma havde givet de fleste numre fra sit album, foruden sin udgave af TV2s ”En sommerdag for alt for længe siden”, blev koncerten afsluttet med en genial og flot sammenkædning af hendes egen smukke sang ”Jeg savner dig bare, det er alt” og Dodo & The Dodos ”Sømand af verden”, der bare passede flot sammen.
Det blev en effektfuld afslutning, som også fik publikum op af stolene til fortjent stående bifald. Man kunne forlade Musikhuset med dejlige toner og meningsfyldt tekster, der også manede til eftertænksomhed.