Pokey LaFarge & The South City Three charmerede sig til festivalen kraftigste bifald.
Han ligner en vandkæmmet Shane MacGowan. I hans friskpressede western-habit skulle man umiddelbart tro, at Pokey LaFarge leverer velpoleret country, men sådan er det ikke.
Sammen med sit orkester, The South City Three, rykkede Pokey hårdt i rødderne af den amerikanske musik – vel at mærke den slags, der leder tankerne hen på plattenslagere, hustlere og gamblere. Vi fik råt swingende ragtime, jazzede improvisationer og hæsblæsende sange i bedste jugband-stil med vaskebrædt og båthorn.
Energien og det tætte sammenspil var det, der holdt det hele sammen. Lyden og numrene var en anelse monotone, men det blev aldrig kedeligt, fordi bandmedlemmerne konstant udfordrede hinanden. Der var mange skift i intensitet, tempo og taktart, og det blev afleveret med en arrogant lethed.
Udover at synge, spillede Pokey guitar, kazoo og mundharpe, mens guitarist Adam Hoskins tog sig af de mest halsbrækkende soli. Joey Glynn spillede kontrabas – eller, hvis man skulle være lidt munter, countrybas, mens Ryan Koening på fløjen spillede mundharpe og vaskebrædt. Tilsammen fyldte de scenen ud i en sådan grad, at der næsten ikke var plads til de to gæster på saxofon / klarinet og trækbasun fra Neanders Jazzband, som spillede med på et par numre. Der havde ikke været meget tid til at øve med gæsterne, så det var lidt improviseret – men sådan er traditionel jazz / western swing vel også når det er bedst? I hvert fald illustrerede det ret godt slægtskabet mellem jazzen og folkemusikken. The missing link, måske?
Publikum var ellevilde. Igen havde man fjernet alle stolene i Telt 2, hvilket desværre fik teltet til at virke halvtomt. Til gengæld festede folk i gennem foran scenen, og Pokey LaFarge & The South City Three må siges at være årets publikumsoverraskelse, mens jeg selv stadig manglede det sidste i at få det helt store kick.
Pokey LaFarge & The South City Three, Telt 2 lørdag aften, Tønder Festival 2010
Søren Jensen Lund
