Det var en aften af de helt sjældne, da The Savage Rose gæstede Birkerød fredag aften. Foran en fyldt sal samlede det magiske kraftbundt af en sangerinde trådene fra 43 år på farten og sparkede døren ind til fremtiden. Med en koncert, hvor alt lykkedes, og Annisette Koppel selv viste, at når man er gjort af det stof, der skaber de største sangerinder, så er der ingen grænser for udtrykket.
De fleste kender historien om The Savage Rose. Gennembruddet i sluttresserne, da kombinationen af brødrene Thomas og Anders Koppel tilsat Alex Riel og en trio, som havde spillet i Dandy Swingers, anført af Annisette, blev en realitet. Striben af fede plader. Arbejdede med blandt andre den herboende ikoniske tenorsaxofonist, Ben Webster (1909-73). Balletten Dødens Triumf koreograferet af Flemming Flindt, der gav bred anerkendelse og den efterfølgende politiske kamp, som udelukkede store amerikanske pladeselskaber og åbnede op for solidaritet og kampen for de svageste. Annisette der blev syg og rejsen til først Los Angeles og siden Puerto Rico. Hele tiden med døtrene ved siden, Billie og Naja, begge sangerinder med stort potentiale, Billie med Catbird og Naja på nippet af solokarrieren. Og det store comeback og chokket, da Thomas Koppel forlod sine elskede og livet alt for tidligt i 2006. Æret være hans minde! Og nu fire år senere, og Annisette i rollen som overleveren, der med sin yngste datter på kor synger sangene til livet og kærligheden bedre end nogensinde. Med glimtet i øjet og de klare budskaber.
The Savage Rose anno 2010 er en sand stjerneparade af de kvikkeste unge hoveder, der kan opdrives i kongeriget. Palle Hjort har betjent Hammond-orgelet i en årrække nu, og ud over en fysiognomi, som påfaldende minder om Anders Koppel, så er han en herligt udtryksfuld musiker med et enormt repertoire. Og guitarist Rune Kjeldsen har allerede i en årrække været en af de bedste unge musikere på scenen, og spiller med rigtigt mange. Anders Christensen, overvejende kendt som “AC”, er en international bassist, producer og arrangør med et imponerende C.V.. Og trommeslager Anders Holm fuldender kvartetten, som har Annisettes yngste datter, Naja Rosa Koppel og Amina Carsce Nissen på sindssygt kompetent gospelkor. Samt altså Annisette foran, som virkelig har fundet et fundament af nærmest legesyg spilleglæde til at tage afsæt fra og give los.
Koncerten startede med Naja Koppel-kompositionen Universal Daughter, som også var titlen på den sidste CD. Og så var der ingen vej tilbage. You’ll Know it in the Morning fra det stærke 1970’eralbum “Solen var også din” er stadig medrivende med sit flow, hvor Naja og Aminas kor stod mejslet, og der allerede var mere end lagt i ovnen til en aften af de sjældne. Derefter en anden titelsang, nemlig Wild Child, hvor Annisette syntes at betale lånet fra Ben Webster tilbage med luft på stemmebåndene, raspende og vridende sanglinjerne og fraseringerne ud som en blafrende og støvet blå tenorsaxofon, og med Rune Kjeldsens guitar, som viste at talentet er vokset ud til en fuldfed rockguitarist af fineste karat. Som siden hen ville give prøver på et spil, som vil bluesen med hele sjælen, og som synes i stand til at sætte alt på et bræt i hver en tone. Jeg var meget imponeret over hans tørre tone og veldisponerede soli på denne aften.
Her havde Annisette allerede for længst leveret de første skrig og med en diktion ikke ulig en Janis Joplin foretaget, hvad der ville have været en massakre på stemmebåndene hos andre sangerinder, men hos hende, var det bare business as usual, og stemmens nuancer vedblev gennem hele koncerten at være på toppen.
Det var tydeligt, at vi var et pænt stykke henne i en turné, for der var en naturlighed i udvekslingerne, og det var alle detaljerne, såsom Palle Hjorts måde at forvalte arven fra brødrene Koppel og alligevel give udtrykket et eget nutidigt touch. Eller Anders Holms måde at veksle mellem whiskers, kantslag på lilletrommen og rattlesnake-svirp på highhatten, ligesom AC ville stå der som vanligt med Fenderbassen hængende, som var han Sid Vicious’ elegante bror, men med en vibrerende berøring, der vekslede mellem rock og jazz. Mens numrene kom som perler på en snor, og der veksledes mellem intenst og afslappet, stor passion og drama, de stille og de afklarede øjeblikke. Med Annisette som turguide kunne dette band alle stemninger med bind for øjnene.
Et højdepunkt kom i andet sæt, da Holm spillede en trommesolo – med hilsen til jazzen og de psykedeliske dage – og så gled ind i Byen vågner fra “Dødens Triumf”, hvorefter Annisette sang udødelige Dear Little Mother på knæ på gulvet. Eller gospelsangen Messenger, hvor Naja og Amina gav en mindre master class i, hvad to stærke korsangere kan gøre i en kald/svar-dynamik. Mand, hvor de to pigers stemmer lå flot, og det evigt vilde barn ude ved scenekanten lod ikke den chance gå fra sig. Seriøs trancesang i kærlighedens kirke, hvor alle blev frelst og ingen blev glemt. Og Rune Kjeldsen satte prik over i’et med Gibson-spade med Bigsby-vibrator på. Mens salen kogte, vantro og boblende lykkelige over niveauet på seancen.
Ekstranumrene bød på en vild Black Angel og så lukkede Annisette ned med Your Daily Gift og kærlighedsbudskabet at gå hjem på.
Det var en koncert af de meget sjældne. Personligt var jeg rystet i min grundvold. Al samtale lige efter var omsonst. Der var kun ekkoet af stemmen og magien i forårsnatten, som jeg gik ned mod toget.
