Countrygenren breder sig vidt fra det traditionelle og enkle udgangspunkt, som ofte bevæger sig på kanten af det banale. I den anden ende af skalaen kan den ypperste musik findes.
Det københavnske countryband The Consolation diverterede lørdag aften i Strib med et repertoire, der spændte fra det mere traditionelle og et pænt stykke videre ad skalaen. Deres store og egentlig ikke helt rimelige udfordring var, at de afsluttede aftenen efter Allan Olsen, som tydeligt var, hvad folk var kommet for at høre. Omkring tre fjerdedele af forsamlingen mente ikke at The Consolation skulle have en chance – og flere havde åbenbart den samme vurdering undervejs. Det blev lidt i modvind fra begyndelsen.
Uanset fik vi en række selvskrevne sange, hvoraf hovedparten var iørefaldende melodiøse, serveret i et stort klingende lydbillede, der ydede sangene klædelig retfærdighed. Musikerne kunne deres kram, ikke mindst hørbart når elguitar og pedal steel jagtede hinanden i deres soli. En overordnet karakteristik kunne være country, solidt og fyldigt krydret med rockingredienser.
Nis Gaardes sang fremstod genreautentisk, men uden egentlig markant personlighed. Det samme med de selvskrevne sange. De er på sin vis overflødigt arbejde, al den stund de ikke adskiller sig afgørende fra de mange gode countrysange, der allerede er skrevet.
The Consolation underholdt den tilbageblevne forsamling med velspillet vellyd, men derved blev det. Det hele manglede den kant og personlighed, der kunne gribe tilhørerne – som altså næppe heller var deres kernepublikum. Intentionen er tilsyneladende også at levere radiovenlig musik, der ikke antaster nogen udover glæden og fornøjelsen – og det er der sådan set heller ikke noget galt i.
https://theconsolationofficial.com/music.html
