The Mary Wallopers er måske en kommende stjerne på den traditionelle irske musikhimmel. Bandet er på hjemmebanen blevet kendt for flere livestreamede koncerter fra musikernes private hjem.
Bandet er garanter for nye og meget energiske melodier, men med et solidt fundament i den traditionelle irske musik. Det vil sige mange temposkift, stor energiudfoldelse på scenen, og så har de fat i den irske folkemusiktradition med masser af politiske henvisninger. Og der var aldrig tvivl om at de havde det sjovt sammen på scenen og samtidig udstrålede stor spilleglæde.
De spiller ikke de traditionelle og kendte melodier, men med god irsk humor fortæller de nogle underholdende og fantastiske historier både mellem numrene og i deres tekster. På vokalsiden har de flere strenge at spille på, og det giver et meget afvekslende sæt, som man kun kan blive i godt humør af at lytte til.
Bandet spiller i København 17. september på Vegas Ideal Bar.