Omkring 50 delegerede branchefolk, bookere, managere og mediefolk fra 10 forskellige lande kunne opleve otte meget forskellige navne fredag og lørdag. Shovcasen er også populær blandt festivalens publikum, da det giver en stor chance for at høre musik fra navne, man måske ikke kender meget til. Så de fleste går fra koncerterne med en positiv overraskelse.
Danish Fiddle Quartet åbnede Folk Spot med et varieret sæt, både med instrumentale numre og sange med henholdsvis Ditte Fromseier Hockings og Jørgen Dickmeiss. Kvartetten består foruden de to nævnte folkemusikere også af Mathilde Helding og Bruno Sanches, der har baggrund i den klassiske musik. Der stod bl. a. polkaer, vuggevise, fuglesang og en sang om en islændings hjemve på strygekvartettens sæt. Det bestod af både traditionelle og nyskrevne kompositioner, så man kedede sig ikke i den spændende sammensatte kvartets selskab.
Vokalkvartetten Høst med Lene Høst, Liv Vester, Maja Freese og svenske Filippa Westerberg demonstrerer på fornemmeste vis, at man ikke behøver instrumenter. De præsenterede numre fra deres album Fuglesang, og navnet er meget sigende for deres sæt, selv om der også var mere end fuglestemmer på sættet. De leger med stemmerne, i soloer, i duetter eller som et flerstemmigt band, bare med stemmernes kraftfulde klange i mange forskellige tonearter.
På sin helt egen stille og rolige måde er det lykkedes for Sylfide at præsentere både moderne og lidt alternative musikalske kompositioner, men med tydelig baggrund i den traditionelle nordiske musik.
Det er en fryd for øret at lytte til Sylfide med Helene Tungelunds skønne blide vokal og elegante harpespil, hvor hun støttes flot af Jonathan Fjord Bredholt på piano, violinist Jonas Clausen og Emil Ringtved Nielsen på bas. Alle fire musikere er kendte fra andre bands i rootsgenren.
Sylfide er på få år blevet et anerkendt navn, da bandets musik sprænger de sædvanlige traditionelle rammer, bevæger sig mod et nyt spændende område, og der er store forandringer og forvandling at spore i kvartettens kreative udviklingsproces.
Sanger og sangskriver Betina Følleslev med bandet Solsort bevæger sig smukt i rummet mellem den melankolske nordiske og danske folkemusik med et strejf af country og pop. Hun er meget aktiv på mange forskellige platforme og en ildsjæl på utrolig mange områder.
Men hun nyder tydeligvis at stå på scenen og synge sine egne sange, og hun har en flot vokal. Den skærer sig blidt og alligevel klart ud til publikum, som en skarp kniv i et stykke blødt smør. Betina er også kendt som halvparten af Strawberry Blonde med sin tvillingesøster Anja.
Øverste foto: Solsort