”Jeg er ikke fra Jylland, jeg er fra Vendsyssel”. Det var sådan, Søren Krogh præsenterede sig fredag aften i Strib. Det bar hans fortællinger og sange så sandelig også præg af. Ja, netop fortællinger og sange. Hans optræden er nemlig mindst lige så meget fortællinger, som det er sange. Hele hans univers er rodfæstet i Vendsyssel såvel med hensyn til indhold som sprogtone. En vendelbo har sin egen sandblæste humor. Søren Krogh finder sig selv i Vendsyssel, det er ganske åbenlyst. Det er sært, at han kan finde sig tilpas med at bo i Vejle.
Det er befriende at høre andet end kærlighedssange i 2. person. Kroghs sange kan handle om lidt af hvert. Om at sidde på en klit i Lønstrup og glo, bare at være. Om de sigøjnere i Sdr. Rubjerg, som de gamle i hans familie ikke kunne huske noget om, men som han fandeme nok skulle få dertil med en sang, for det var en god historie. Om hans seksuelle debut under en mejetærsker på et dyrskue. Om stævnemødet, der på forhånd var dømt til fiasko. Ja, lidt kejtet kærlighed fik vi da. Som han skriver i en sang (efter hukommelsen): ”Alle de sange, jeg har skrevet/handler i store træk om det liv, jeg har levet”.
Sådan er det – og det er gode sange. Historierne fejler nu heller ikke noget. Han har faktisk skrevet nogle af dem ned. Nogle af dem, der blev til sange. Det blev sidste år til den lille bog ”Historier” – den kan anbefales.
Han har ikke altid band med. Faktisk er de fleste af hans jobs bare med Janus Beckmann på ”spaden”. Her var der også bas og trommer. Det var egentligt ikke nødvendigt. I flere sange akkompagnerer de så loyalt, at det nærmer sig det selvudslettende, men i andre accentuerer de dog rytmik og frasering, så det tilfører dem lidt ekstra muskler. Janus Beckmanns elguitarer krydrer smagfuldt og gør sangene til musik, og han er i øvrigt ikke bleg for at bidrage med en solo hist og pist.
Søren Krogh er noget specielt. En personlighed med vind i håret. En ordsnedker med sans for at få det sagt. At nogle vil gøre ham til Niels Hausgaards arvtager, er nok at stramme den lidt voldsomt, men egentlig er det alligevel ikke helt ude til havs. Allan Olsen kunne også komme ind her. De har noget, de vendelboer.
Publikum skulle lige lure ham i begyndelsen, men jeg skal love for, at han fik skovlen under dem. Aftenens mangeårige konferencier kunne ikke huske, at folk nogensinde havde applauderet det første navn stående. Søren Krogh ventede lige lidt, men var ikke med på en ”københavner”, altså det dér med at gå ned og komme op igen. ”Vi tager bare en mere med det samme”.
