Lars Lilholt har i nogle år udfyldt noget af vinterens lediggang med sit storyteller-projekt. Et sympatisk tilbageblik mod sine rødder som folkesanger. I sin oprindelse var det bare Lars med guitar, men har udviklet sig til en slags discount-udgave af Lilholt Band. Det kan man mene alt muligt om, men vi får en masse god musik med i købet. Storyteller fremstår i dag nærmest som et folkrockband i klassisk forstand – og et velspillende af slagsen.
I stedet for at indlægge historierne som direkte introduktioner til sangene og de enkelte instrumentale stykker har Lilholt valgt at lade begge dele leve hver deres eget liv. Det kan man også mene en masse om, men valget har givet ham friheden til uden stramme bindinger at vælge frit mellem sange og historier, og de fejler absolut ikke noget. Man kan mistænke ham for at være inficeret af sit periodiske samliv med Madsen og Olsen. Herligt lune, humoristiske og ind imellem nærmest surrealistiske fortællinger fra Lilholts erindringskatalog afløser hinanden, bundet sammen af ældre og nyere sange fra hans omfattende produktion.
Musikerne i det reducerede Lilholt Band fik på skift frihed til at vise sig frem, og de er ikke begyndere. Sammenlagt blev vi præsenteret for en varieret og farverig oplevelse med ord og toner. Uden at ville tilsidesætte nogen skal den forholdsvist nytilkomne Mads Kjøller-Henningsen med fløjter, drejelire og irsk sækkepibe fremhæves som en fin tilføjelse, der tilfører lydbilledet mere folkemusikalsk kolorit. Men også veteranen Gert Vincents guitar og Eddi Jarls slagtøj leverede kompetente bidrag.
Lilholt har aldrig villet gøre sine optrædender til ønskekoncerter, men valgte alligevel at runde af med ”Kald det kærlighed”, og han gav yderligere folk, hvad de bad om, med ”Onkel Kristian” som ekstranummer. Så var der lidt for husarerne, og samlet set leverede det udviklede storyteller-projekt varen. En fin og facetteret oplevelse. Lars Lilholt er jo ikke en årsunge.
https://www.youtube.com/results?search_query=lars+lilholt+storyteller
