Ester Brohus
Sidste anmeldelse og afrunding af årets Stib Vinterfestival. Ester Brohus og co. Stod stærkt og nærværende i Hal 2 lørdag aften efter Sko/Torp: de var formodentligt tænkt som hovednavn, men virkeligheden var en anden den aften.
Når overtegnede hører Ester Brohus, er reaktionen hver gang en tilbagevendende erkendelse: Lille kvinde, stor stemme. Lidt på samme måde er det med Knud Møllers uforlignelige guitarspil. Som om det var sløret i erindringens havgus og pludselig står klart på ny. De to har arbejdet sammen tidligere og har igen slået pjalterne sammen på en turné. Af Strib-programmet fremgik det, at også guitarist Janus Bechmann var en del af holdet, men hen over skriveblokken kunne det konstateres, at den anden guitar trakteredes af den bestemt heller ikke uefne Mikkel Bøggild, og at Brohus tillige havde taget datteren Sabrina med på landevejen. Her sad hun så, fru Brohus, med guitarslingers, afkom og standerlampe. Det skulle jo være hyggeligt.
For Ester Brohus er genren det afgørende. Country i bred forstand. Hendes kærlighed og engagement er rettet mod den vokale fremførelse af sangene og mod den rette musikalske indpakning, ikke primært mod tekstindholdet, som fremføres på originalsproget. Man kan sige, at hun har et æstetisk forhold til sin musik. Netop det faktum, at hun har valgt to så kompetente musikere til at akkompagnere sig og giver dem plads til at udfolde sig selvstændigt, indikerer den beskrevne tilgang til repertoiret.
Det med standerlampen på scenen signalerer en hjemlig og afslappet atmosfære, og Brohus´ introduktioner forstærker indtrykket. Det er ikke selvhøjtidelighed, der præger hendes optræden. Jyde af Guds nåde. Den afslappede tilgang fremgik også nu og da af indledningerne og afslutningen på numrene. De stod ikke hver gang lige knivskarpt, men hvad… Det var måske turnéens indledende fase. Det kunne der sagtens bæres over med i betragtning af de ubestridelige kvaliteter, de fire musikere i øvrigt demonstrerede.
Ester Brohus fremførte sit bredt funderede sangrepertoire med engagement og lidenskab – og med sin bemærkelsesværdige stemmepragt som sit instrument. Hendes guitar lagde blot bunden og var på ingen måde prætentiøs. Til gengæld blev vi forkælede med stærke solopræstationer af de to guitarister, så det stod klart, at det ikke bare var Brohus med backing, men fire ligestillede musikere. Unge Sabrina fik nemlig også plads, udover duetsangen med en vokal solistpræstation, der åbenbarede en stor sanger i svøb. En yngre og lidt ”frækkere” udgave af mutter. Hvornår træder hun selvstændigt i karakter og fyrer den af?
