Overtegnede er næppe den første, der bemærker det, men der er sket en del med H. P. Lange siden han kunne høres i duo med Thomas Holm for efterhånden ganske mange år siden. Dengang var det den rene deltablues, han allerede da på nærmest virtuos vis genskabte. Nøgleordet var autentisitet.
HP Lange
Det er stadig nøgleordet, men med sit Big Gumbo koger han nu en gryderet sammen, stadig med blue feeling, men med oldtime, mountain, cajun/zydeco, gospel m.m. som ingredienser. En dansker bliver aldrig som de gamle amerikanere, men H. P. Lange er tæt på. Stemmen, udtalen, fornemmelsen giver os muligheden for at opleve ikke mindst afdøde traditionelle koryfæer genskabt som de lød.
Langes arbejde med guitaren gennem mange år, og nu også banjoen, har båret frugt. Han kan sine traditioner til fingerspidserne. Niels Bonefass´ violin understreger det autentiske lydbillede – hvis han ikke griber banjoen. Kontrabas, spillet med slap bass-teknik, og skramlet slagtøj fuldender udtrykket.
Big Gumbo var oplagte og spillelystne i Strib, hvad de for det meste er, og soloindslag fra alle spillemænd understregede deres glæde ved at fyre op under denne enkle og livskraftige musik. Tonerne kom i den grad ud over kanten, og publikum kvitterede lydeligt og taknemligt. Når spillelyst og kvalifikationer forenes, sker der noget – noget godt. Der er sådant set ikke mere at sige om det.
