Det kan godt være at stemmen ikke er den bedste. Den har aldrig været fantastisk, men dog genkender man med det samme den lidt nasale men varme og venlige stemme.
Og det er først og fremmest de ord, der passerer stemmebåndene. Afslappet og rolig poesi, der flyder som en lind strøm og pludselig bliver til spiddende sarkasme. Tekster om kærligheden i al sin barnlige naivitet.
Og så er der det band, Sebastian har samlet omkring sig. Rockens riddere, de noble og mest respekterede. Nils Henriksen, Morten Kærså, Michael Friis, Gry Harrit, Misen Groth, Perry Stenbäck og ikke bare én, men hele to af de mest feterede trommeslagere i Danmark; Klaus Menzer og Alex Riel. Sebastian kalder dem sit “Dream Team”.
Da jeg hørte Sebastian og dette dream team i Musikhuset i Århus tidligere på året, var der ikke så meget at komme efter. Lyden ødelagde det og publikum var lidt for sløvt.
I går i Skagen var det helt anderledes. Lyden var så klar, at man kunne høre hvert af de smukke ord, der flød fra Sebastians mund.
Repertoiret bestod af alle de gode gamle; “Sommerfuglen”, “Her Er En Sang”, “Malkekoen”, “Vind og Vejrhaner”, “Romeo”, “Du Er Ikke Alene”, “Den Sidste Vals”, “Måske Ku’ Vi”, “Hvis Du Tror Du er Noget” og mange mange flere. Som sådan var det ikke de store overraskelser, der stod på menuen, men vi blev behageligt vugget i nostalgi og genkendelse.
Bandet er et kapitel for sig. Morten Kærså virkede som om han faldt i søvn i 1986 og først er vågnet nu. Veludhvilet og veloplagt, bevægede han sig over alt på scenen. Firserne er moderne nu, og mange unge musikere forsøger at ramme den lyd, som blandt andre Morten Kærså og Nils Henriksen kom til at præge i den danske rock-guldalder.
Perry Stenbäck har efterhånden stået overfor Danmarks allerbedste guitarister. Per Chr. Frost i Allan Olsens band og nu Nils Henriksen. Den – i forhold til de andre musikere – unge svensker kunne til enhver tid udfordre de gamle riddere, men som en trofast væbner, lagde han sig der, hvor der lige er et hul, og spillede de instrumenter, der var brug for. Det var blandt andet harmonikaen, der især gjorde “Den Sidste Vals” til et af mange højdepunkter.
Og så var der Michael Friis. En rockende trold på sine Mørch-basser. Han var overalt, og med sit fænomenale spil, virkede han som en samlende kraft i bandet.
Med enten Alex Riel eller Klaus Menzer på trommer, ville det være det fuldendte orkester. Men de var der begge to. Klaus Menzer rockede igennem, mens Alex Riel jazzede rundt i gryderne og markerede off-beats. Det fungerede fordi lyden var perfekt og man kunne skelne mellem de to.
Det hele virkede i perioder demonstrativt som om at de gamle for enhver pris ville vise, at morfars musik rykker, og at morfar stadig kan spille den – måske endda bedre end i gamle dage.
Det var overlegent.
Sebastian, Skagen Badmintonshallen, den 2. juli, 2010
Søren Jensen Lund
