Sam Kelly and The Lost Boys fremstår med et lydbillede og et udtryk, der peger i forskellige retninger. Sam Kellys rene og klare sangstemme kunne lede en tanke i retning af Runrig, men lydbilledet generelt kunne også tyde på, at de har lyttet til Oysterband.
Der er tale om et genreblandet repertoire af sange fra England, Skotland, Irland of USA, tilsat egne selvskrevne, udført på akustisk guitar, trækharmonika, 5-strenget banjo, cello og slagtøj. I Strib manglede fløjte- og violinspilleren, som ikke kunne være der. Det hele ender ud i et forholdsvist personligt og homogent lydbillede uden egentlige genremæssige kendetegn.
Det er måske sigende, at en fortolkning af Dire Straits ”Sultans of Swing” umiddelbart fremstod med størst appel, ikke mindst i kraft af Jamie Francis’ stærkt kapable banjospil. Lige så sigende er det nok, at netop hans solistiske sekvenser fremkaldte størst publikumsappel. Sam Kellys sangstemme, bandets helt bærende element, var ufarlig og uden et markant personligt udtryk. Sagt mere enkelt: Han synger godt og that´s it.
Det spillede måske også ind den aften i Strib, at han ikke virkede specielt oplagt. Den britiske humor, som festivalprogrammet lokkede med, hørte vi ikke voldsomt meget til. Harmonikaen spillede ikke en egentlig selvstændig rolle, men støttede banjoen og indgik i celloarrangementerne. Sidstnævnte var til gengæld både interessante og velspillede og bidrog væsentligt til det personlige lydbillede.
En gennemgang af musikken på bandets hjemmeside antyder, at fraværet af fløjte- og violinspilleren også kan have bidraget til den lidt anonyme og blodfattige indsats i Strib. Det var synd, for potentialet er til stede.
