Spøjs spillemand
Han er fra Illinois, USA, men mest inspireret af den engelske singer-songwriter-stil fra 1970’erne. Han dyrker akustisk guitar-fingerspil, men spillede på elektrisk guitar, og i stedet for konventionelle måder at stemme guitaren på eksperimenterer han med obskure stemninger. Og nu, hvor mange synes, at LP’en er det bedste musikformat, så er han en stor cd-fan.
Ryley Walker er en spøjs spillemand, der tydeligvis søger sine egne veje. Dette var hans første og eneste koncert i Danmark, og den var kommet i stand i løbet af kort tid. Han fortalte, at han som teenager havde været her, men mest husker Danmark for et bestemt ølmærke. Denne fortid havde givet ham et misbrugsproblem, som han har overvundet og nu i stedet kan fremhæve vores ’tap water’ som det bedste i verden.
”Jeg kan da godt synge, hvis nogen ønsker det”, har han tidligere udtalt. Hans eneste coversang denne aften var John Martyns ”Over the Hill”, ellers sang han enkelte af sine egne sange herunder ”Primrose Green” fra sit andet soloalbum. Disse var tydeligvis inspireret af Nick Drake og f.eks. Richard Thompson. Men det er sit guitarspil, han er kendt for.
Ligesom Davey Graham og John Fahey gjorde i slutningen af 1960’erne, så forsøger Walker at udvide måden at spille sologuitar på. Nogle kalder det psych-folk. Med en basis i nogle melodistykker tager han på udflugt i lange løsere forløb. Dette delvis improviserede spil, som man kan høre i f.eks. jazz samt brugen af droner og atonale stykker, der bedst opleves i ragaer, kræver en god musiker med en sikker teknik.
Og det har han. Med tommelplekter og livligt fingerspil (og heldigvis uden mange lydeffekter) gav dette en fyldig lyd og musikalske udflugter, som samtidig var en mesterlig opvisning. Jeg vil ikke anbefale denne stil til halballer og fredagsbar, men jeg og den lille skare lyttede sig med på rejsen og var begejstret.
Walker har et større bagkatalog, hvor man kan høre hans forskellige musikalske samarbejder og forskellige stileksperimenter med band.
