Roskilde Festival startede blødt. Silkeblødt. Med vidunderlige Céu fra Brasiliens største by, som bjergtog os med vidunderligt fremsynet miks af bossa, afrobeat, reggae, samba og lignende. Læs den første artikel om verdens- og rootsmusikken på årets festival.
Roskilde Festival var i år en gave. Her var det især fredagen, der var i fokus med sit overflødighedshorn af verdens- og rootsmusik. Mens torsdag som vanligt bestod i at tage herlighederne i øjesyn og hilse på gamle venner i branchen. Samt se de par bands, som oftest ville fungere som appetitvækkere på en dag, som er som en forret før de virkelige godbidder. Og de par bands, som jeg havde besluttet mig til at se var damon Albarns Gorillaz-projekt og især den fremsynede brasilianske sangerinde Céu og hendes fede band, som havde førsteprioritet.
Jeg har en ting med Damon. Da han for otte år siden udsendte den fremragende Mali Music sammen med Ali Farka Toures protegé, Afel Bocoum, var jeg ovre i London og møde ham, samt se bandets utroligt fede koncert på Barbican-centret. Men vores personlige møde var frugtbart, og jeg fik lokket ham med ned til en festival i Marokko, Festival d’Essaouira, som vil være Rootszones læsere bekendt. Og så hvor åben den mand bare er, og siden har jeg nøje fulgt hans anstrengelser, hvor Blur pludselig fik kraftig inspiration fra turen til Marokko på Think Tank, og han efterfølgende drog til Lagos i Nigeria og producerede Tony Allen, som han så efterfølgende fik med i sit kortlivede orkester, The Good, The Bad and The Queen. Her blendede han afrobeat med sin egen singer/songwriterstil og tilsatte det music hall og inspirationer fra dub. Alt sammen passende udmærket med Notting Hill, hvor han bor til daglig og som har det årlige karneval.
Officielt er The Good, The Bad and The Queen opløst, men på Roskilde var venner som den gamle Clash-bassist Paul Simonon stadig med, ligesom koncerten med sit overflødighedshorn desværre syntes at være Damon Albarn i et soloflip, som hverken var det ene eller det andet. Vel at mærke det lidt jeg og fotografen, Lea Gotfredsen, fik set. For vi skulle altså over og tage bestik af fremtiden. Af en gnistrende ny brasiliansk sangerinde. Og det var synd at sige, at vi blev skuffede.
Kantet elegant fusion
Der er rigtigt mange bands i dag, som henter inspiration i 1960’erne og 1970’erne, og Céu er ingen undtagelse. Damen selv er smuk og karismatisk, men det der især sprang i øjnene var den måde, hvorpå hun personificerede sin musik. Noget med måden, hun bevægede sig på, mens musikken bestod af kantede byggeklodser, som vidunderligt gav sig i forhold til hinanden med noget næsten kollageagtigt fragmenteret over sig, mens sangene bare voksede frem.
Céu er ud af en spændende scene, som har fostret noget af det mest originale electronica, jeg kender til. Glem Rio et øjeblik, for der sker virkelig noget omkring pladeselskabet Urban Jungle i São Paulo. Gå eksempelvis tilbage til folk som Suba, Bebel Gilberto, Cibelle og så videre, alle omkring labelet Ziriguiboom. Mens vi i Céus version har en musik, der peger fremad med et vidunderligt take på jamaicansk dub og ragga, som tilsat det portugisiske sprogs blødhed og nasale udtryk og dyb bossa-følelse, som er en velsmagende hybrid, som gjorde så godt i teltet på denne fede festival. Ligesom der hele tiden var hilsner til en Bob Marley, som vi aldrig kommer til at slippe, samt til yoruba-slægtninge hinsides på slavernes kyst på den anden side af oceanet.
Vi taler en af de største nye artister i Brasilien, som i 2007 var den bedstsælgende. Vokalt kan hun minde om Elis Regina(1945-82) og Clara Nunes (1943-83), som også er udtalte forbilleder, men vi taler også om en kunstner, der har været forbi New York, og som formår at smide rigtigt mange musikalske referencer ind uden på nogen måde at gå på kompromis med det brasilianske udtryks typiske poesi og drømmende univers. Alligevel viste koncerten, at skal der eksempelvis spilles afrobeat, så ville de typiske dobbeltslasg på claves give lige det tilbagelænede og dovent elegante beat, ligesom trommeslageren ville vise os, at han kunne sin Tony Allen til perfektion.
En fantastisk koncert og en ypperlig verdensmusikalsk indledning på en festival, som blev den hidtil mest markante manifestation af, at den nye generations unge er mere end åbne, når det gælder at tage i mod.
Ligesom vi så hen mod fredagen med store forventninger.
