Fredag på Roskilde rummede det bedste verdensmusikprogram undertegnede har set på disse breddegrader i umindelige tider. Eneste problem var faktisk, hvad man skulle vælge fra.
Det ville være det umuliges kunst at følge med på en dag, der var et sandt overflødighedshorn. Vores vej gennem dagen blev som følger: Baron Criminel, Tinariwen, Boban I Marko Markovic Orkestar, Analog Africa Soundsystem, Staff Benda Bilili og Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou. Ligesom vi på falderebet fik hørt en bid af Den Sorte Skoles store 40-års jubilæumsshow, hvor de havde dykket ned i arkiverne, og vi pludselig fandt os face to face med gamle oplevelser som Bob Marleys gyldne show i 1978 og Manu Chao’s ditto for et tiår siden, bare for at nævne nogle få. Og det var et skønt déjà vu, al den stund at jeg var til stede til begge skelsættende begivenheder.
Vejen betød altså også fravalg. Hypnotic Brass Ensembles plade har jeg skamhørt, og det må have været fremragende. Jamaicanske Rootz Underground mødte jeg backstage, og fik deres plade, og dels sagde troværdige venner, at de formeligt væltede Cosmopol-scenen med opdateret roots reggae af fineste klasse, og dels har jeg siden hørt albummet, som bekræfter i hver en strofe. Gik også glip af Wooden Ships og burde få slag for helt at misse Gilles Peterson & Roberto Fonseca presents Havana Cultura, men da var jeg andetsteds og anmelde. Men sådan kan man jo blive ved. Og heldigvis var vi – Lea Gotfredsen og jeg – til stede til en masse skelsættende koncerter. De følger her:
Baron Criminel (DK) – Cosmopol kl. 12.30:
Knald på fra middagstid. Baron Criminel er Kristian Leths take på inspirationer fra alle besøgene ovre hos faren, Jørgen Leth, på Haiti. Her har han stiftet bekendtskab med de lokale loa’er, altså de ånder der er en del af Voodoo-religionen, og en af dem, som Kristian er specielt tæt på, lyder af det specielle navn Baron Criminel. Vi havde dog forventet, at koncerten ville være et møde mellem den danske musiker og lokale haitianske, og der blev vi skuffet. For dels gør alle problemerne i kølvandet på jordskælvet, at det logistisk ville være noget nær umuligt, og dels lægger Leth vægt på, at han ikke vil kopiere den lokale musik. Hvorfor koncerten foran en – medgivet – ellevild skare, blev en temmelig ordinær gang oldschool tekno, hvor det væsentligste element egentlig var tilstedeværelsen af Kresten Osgood, som tog tråden op fra sit sjove teknoband, Ikschel Taschel, og helt havde forladt sit normale element, trommerne, og var festabe ved scenekanten, som smed med mel – sminke i en håndevending – og spillede på sax, synth og diverse andre ting. Men selv om der blev brugt nogle bånd fra Haitis voodoo især til sídst, så var det en ret skuffende forestilling. Desværre.
Tinariwen (Mali) – Arena kl. 16.00:
Det var med stor spænding, at jeg så frem til denne koncert. Dels er Tinariwen de fremmeligste eksponenter for Sahara-tuareg-blues, som også tæller bands som Terakaft. Bands der var tæt forbundet med den revolte, som tuaregerne har kørt for større selvstændighed, folk som altid har rejst rundt midt i Sahara, og hvor det kun er grænsen, der har bestemt, hvorfra de kom. Faktisk er hjemstedet omkring Tessalit, som ligger klos op af grænsen til Algeriet nær det område midt i Sahara, der hedder Adrar des Iforas. Men spændingen var ikke mindre af, at festivalen havde sat dem til at spille på den største indendørs scene. For sidst de var på Roskilde, var det i et af de mindre telte, hvor vi var meget få, der stod og så en temmelig uinspireret koncert. Men sådan blev det slet ikke denne gang. Faktisk blev det et af højdepunkterne på de fire dages udskejelser.
Tinariwen har slægtskab med Ali Farka Toure. De spiller en egen blues, og de kan virkelig få deres elektriske guitarer til at svinge, mens deres beat er det mest besættende laid back man kan forestille sig. Hypnotisk blues for Herren. Robert Plant er bare en af de trofaste fans, som mener at vide, at lige Tinariwen er selve bluesmusikkens kildevæld. Og at dømme på publikum på Roskilde, som talte et stort antal musikere, så blev der ikke rokket ved den opfattelse.
Tvært i mod blev det en åbenbaring af en koncert for et telt, der blev fyldt op. En første triumf af mange for verdens- og rootsmusikken, for publikum var virkelig klar til dem, og det var tydeligt, at mange kendte dem og var fanget af samme besættelse. Og de skuffede os ikke, og vi fik en række af numrene fra især hitpladerne Amassakoul og Imidiwan. En koncert der vil blive stående i bevidstheden på alle, der var til stede. Tamachek blues af reneste aftapning. Vuggende som ørkenskibe under stjernerne.
Boban I Marko Markovic Orkestar (Serbien), Odeon kl. 20.00:
Igen en fuldtræffer. Og igen et propfuldt telt. Faktisk var Odeonteltet alt for lille til at rumme alle dem, der ville ind og se det fineste band i Serbien. Som i den grad tog i mod med kyshånd og leverede en romafest med de halsbrækkende trompetforløb, som i snart en menneskealder har været Boban og sønnen Markos varemærke. Og en af grundene til, at de to bare ikke stiller op til den årlige konkurrence i Guca, hvor alle de bedste samles. For de andre skal også have en chance.
Det var stegende hedt, og publikum var verdens bedste. Og dog. Verdens mest entusiastiske, som var med på et hvert tilløb til fællessang på serbo-kroatisk, men som også – da de først havde lært sangen – nærmest tvang bandet til at gå med på legen, så der ikke blev tid til særligt meget andet. Der gik nærmest fodboldkamp i den, og publikum var lykkelige og sejlede op ad den serbiske å. Hvorefter adskillige af de virtuose forløb måtte skrottes i begejstringen.
Alligevel var det en formidabel koncert, som levede op til den sidste plade fra bandet. Må de snart igen komme forbi, for de kan virkelig trykke den af.
Staff Benda Bilili (Congo), Cosmopol kl. 00.15:
Vi havde allerede set det specielle band fra Congos hovedstad, Kinshasa, da de i forbindelse med Womex-messen i København spillede på Global på Nørrebro. Og ved den lejlighed fik klubben på gloende pæle med deres stærkt rootsy take på soukous-musikken, som vi kender den fra bands som Franco OK Jazz og efterfølgere som Tabu Ley og alle de andre. De udsendte i 2009 det stærkt hypede og ret gode album, Trés Trés Fort på belgiske Crammed, og har fået prædikatet ”fantastiske” med af en branche, der halvpanisk synes at lede efter den næste åbenbaring i stil med de cubanske pensionister i Buena Vista Social Club. Det er lidt patetisk, for hvor de sidstnævnte stod med et halvt ben i graven, og det næsten var et under og mange klapsalver værd, at du overhovedet kunne synge og spille, så er det congolesiske band handikappede, og – medgivet – ganske efne musikere, selv om de igen til denne koncert viste, at de skal afholde sig fra de langsomme ballader. Der er niveauet i regionen simpelthen for højt, når det gælder rappe og smukke kor fra øverste etage.
Alligevel gav de en hæderlig koncert på Roskilde, og man fornemmede efterfølgende, at rigtigt mange der ikke kendte musikstilen i forvejen var inspirerede af bandet og mente, at det havde været et brag af en koncert. Og de kan da også noget, når den programmerede tromme ligger under beatet og korene synger lead i rasende fart, sådan Staff-Benda-Bi-li-li gentaget igen og igen med en diktion, som var det ragga eller rap. Det er så en smags sag, om man synes at ham der spiller på hjemmelavet enstrenget sardindåse, er en åbenbaring eller bare temmelig trættende i længden. Jeg hælder nok til den sidste anskuelse. Ligesom der er lovlig meget Professor Tribini på markedspladsenr, der præsenterer verdensmusikken som freakshow i stedet for at fokusere på seriøs kvalitet. Lad os se Tabu Ley eller et af de seriøse ensembler fra kulturen næste gang, please.
Vi havde i øvrigt forinden hørt en del af tyskerne Analog Africa, som spillede plader, men det fangede altså ikke så meget. Dj’s skal i min bog have rigtigt meget visuelt med sig, for at det virker for alvor. Men medgivet, så var jeg på vej til computeren for at skrive inden aftenens sidste dosis god musik. Som blev et særdeles spændende bigband fra det vestafrikanske land Benin:
Orchestre Poly-Rythmo De Cotonou (Benin), Cosmopol kl. 02.30:
Årets åbenbaring har været dette orkester fra Benins reelle hovedstad – regeringsby er Porto-Novo. Et bigband der i hjemlandet har samme status som en Fela Kuti har i nabolandet Nigeria. Men som også har hørt hjemme i en tidslomme, der strakte sig op gennem 1970’erne, og som blev besværliggjort af mildt sagt omskiftelige forhold i et land, som har haft problemer med diktatur og korruption. Men også et land, som er hjemsted for voodoo med de berømte slangetempler i Ouidah, med en masse god musik, som har slægtskab med cubansk og brasiliansk, og som i øvrigt er det land, som stjernen Angelique Kidjo stammer fra.
Der var tale om et reelt bigband af hamrende dygtige musikere, som stillede op og lukkede Cosmopol-scenen fra klokken halv tre. Fede blæsere og et par sangere, som havde årene på bagen, men som sang suverænt. Dertil en alsidig perkussionist og en trommeslager, der for alvor skruede op for de rytmer med spændende forbindelse til yoruba-tranceceremonierne, en guitarist der på den mest udknaldede måde lagde guitarlinjer, der mindede meget om soukous-musik, og en musik, som selvfølgelig havde mindelser til cubansk són, som har været stilen over hele Afrika, men som havde et stærkt personligt udtryk.
Det var en koncert, som satte sig mere og mere, og der var altså rigtigt meget, der nåede højeste niveau. Fedt at se, at et orkester, der hives op af mølposen og lanceres som det store glemte band også til fulde kan leve op til karakteristiken. Lidt som Guineas Bembeya Jazz og Senegals Orchestre Baobab, men med en egen skramlet natklubstemning, som de stod der med de gamle uniformer og spillede en musik, der passede formidabelt til øjeblikket.
Jeg kan næsten ikke vente på, at dette band igen besøger disse breddegrader. Ligesom jeg varmt vil anbefale de tilgængelige plader med orkerstret. Som eksempelvis Soundway-udgivelsen: T. P. Orchestre Poly-Rythmo: The Kings of Benin Urban Groove 1972-80.
