Ovenpå fredagens udskejelser var lørdag relativt afslappet. Ligesom vi tillod os at møde sent på arbejde, simpelthen fordi skribenten tillod sig den luksus at tage tilbage til København. Patti Smith havde vi allerede oplevet ved lille intimt pressemøde, hvor hun jammede med Lenny Kaye. Så det nåede jeg ikke, ligesom jeg med skam at melde også var fraværende til et par vigtige worldkoncerter. Alligevel nåede vi højderne med Bassekou Kouyates virtuose spil og Shantels masseforførelse.
Det blev rigtigt sent fredag nat. Ramte vel København klokken seks og skulle så hvile ben og hoved. Og gik følgelig og pinligt nok glip af utrolige Speed Caravans syrede Hendrix-agtige udflugter på arabisk oud og den efterhånden klassiske version af The Cure’s gamle hit Killing An Arab. Ligesom jeg endda rigtigt gerne ville have set Canteca de Macao, Mexican Institute of Sound, Aurelio Martinez og danske Turboweekend. I stedet blev første store event de gamle kendinge fra Mali, Bassekou Kouyate & Ngoni Ba.
Bassekou Kouyaté & Ngoni ba (Mali), Pavilion kl. 21.00:
Jeg er efterhånden rigtigt gode venner med det band. Har kendt Bassekou siden han sammen med gamle Keletigui Diabaté på ballafon agerede backing i koraspilleren Toumani Diabates legendariske trio. Det var i den ligeledes legendariske scene, Spejlteltet, som i forbindelse med Images-festivalen i 1996 var opstillet ude i Fælledparken. Siden har den unge virtuos bare vokset med opgaven, og som det vil være Rootszones læsere bekendt, har Bassekou Kouyate sammen med konen Amy Sacko og resten af gruppen gået fra triumf til triumf. Og faktisk kunne Bassekou denne gang fortælle, at han nu skulle til at indfri det tidligere løfte, som World Circuit’s Nick Gold afgav til undertegnede i et interview for Rootszone, hvor den gamle idé fra Buena Vista Social Club skulle indfries. Nemlig mødet mellem Cubas spillemandsmusik i form af Oriente-provinsens liflige Campesíno-musik og de beslægtede musikere fra Mali. Nærmere betegnet Bassekou Kouyate i direkte møde med Eliades Ochoa. I skrivende stund er de to i gang med en koncertrække i Canada med den opstilling. Det kan ikke undgå at blive formidabelt, og vil efterfølgende udmønte sig i en plade.
Roskilde Festival havde fået den besynderlige idé at placere de formidable Mali-musikere i det mindste telt, Pavilion-scenen, som ligger nede i hjørnet. Synd, for som det havde været tilfældet med Tinariwen, som fyldte Arena-scenen dagen før, så var vi igen vidne til den lyslevende afrikanske blues, og igen havde jeg den glæde at se en del musikere blandt de fremmødte. Blues er stort i disse år, og Bassekou mesterskab er så uomtvisteligt, at alle kan lære af at besøge denne rene musikkilde. Og som vanligt sparkede han røv fra starten, ligesom Amy Sacko føjede ny alen til sin imponerende sang, som virkelig er den nye åbenbaring i et show, som i forvejen var mageløst. Desværre var de presset på tiden, og det var tydeligt, at de godt kunne have spillet længere. Men desværre blev der signaleret sidste nummer lovligt tidligt, og så leverede Bassekou og kompagni en sidste gang helt ud over scenekanten, hvorefter de gik backstage og formeligt sank sammen. Hård weekend, hvor de allerede havde spillet på Glastonbury Festival i England, såvel som Barbican inde i London. Så nu skulle Amy flyve den lange vej via Paris til børnene hjemme i Bamako, mens Bassekou skulle til Spanien, mødes med Eliades Ochoa og så møde resten af gruppen i Canada. Travl sommer for et band, som synes konstant at være på turné. Man under dem succesen. Sjældent søde folk.
Shantel & Bucovina Club Orkestar (Tyskland), Arena kl. 02.00:
Det andet store øjeblik på dagens program blev tyske Shantel og hans store orkester, som spillede deres poppede take på balkanmusik. Vel at mærke på Arena som sidste band, et job, som den store showmand i den grad fik fyldt ud foran et publikum, der ikke havde glemt den serbiske folkefest dagen før og kvitterede med en modtagelse og ekstatisk hoppen, så det var en fryd.
Strengt taget har Shantel (kort for Stefan Hantel) ret få deciderede hits på repertoiret, nemlig den formidable Disko Partizani, Disko Boy og Citizen Of Planet Paprika, men han har et effektivt band med de to sangerinder, der flankerer den lille showmand, som med sin guitar gør rigtigt meget for at illudere en roma-balkan-version af Manu Chao. Og musikken er en herlig blanding af folkemusik fra Balkan og de stærkt appelerende reggaeinfluerede hits, som er så enkelte, at det næsten er kriminelt, og er oplagt til fællessang med store armbevægelser. Altså perfekt for et stegt Roskilde-publikum på tredjedagen, som skal køre en i forvejen fantastisk ud-af-kroppen-fest endnu et nøk i vejret.
Så det blev fra starten en masseforførelse, hvor vi villigt lod os besnære og gribe livet ligesom den herlige lille showmand og hans brave orkester. Der har den rette portion af absolut efne trompetister, sigøjnervioliner for herren, akkordion og altså de to sangerinder, en blondine og en mørk skønhed, som dansede og sang på en måde, som lød som det rumænske melodigrandprix eller noget i den stil.
Shantel gav den hele armen, og publikum elskede det selvfølgelig, ikke mindst hen mod slutningen, da han knappede en stribe flasker champagne op og sprøjtede indholdet på racerkørermanér ud over publikum. Sej stil, mens vi gik ud af teltet til endnu en herlig lys sommernat til tonerne af Disko Partizani.
