Af Allan E. Petersen og Claus Hellgren Larsen

Navnet til trods er Hotel Cecil i Niels Hemmingsens Gade i København et spillested. Der afholdes stort set hver aften koncerter med danske og udenlandske navne. Vi var søndag aften sammen med ca. 200 andre til en varm, stilfærdig og meget personlig koncert med 40-årige amerikanske Ron Pope fra Nashville Tennessee. Scenen var hyggeligt pyntet, og det gav en særlig intim stemning.

Lydia Luce på vokal og bratsch og Seth Taylor på vokal, guitar, klaver, cajon og banjo indledte aftenens første 35 minutter med nogle af Luces egne sange, støttet af Seth Taylor med guitar i forskellige stemninger og et afdæmpet klaver. Luce er godt folkemusikalsk opdraget med en fortid som medarbejder for Smithsonian and Folkways Records. Med sin stærke stemme viste hun, at det ikke er tilfældigt, at hun har fire album bag sig allerede. En af sangene, ”Florida Girl”, handler om hendes opvækst i Fort Lauderdale. Seth Taylor, hendes akkompagnatør, der i en snes år har været en nær ven af Ron Pope helt tilbage fra deres collegetid, udgav i 2020 singlen ”The Breakdown”.

Ron Pope var sidst i Danmark i 2017. Hans styrke er de afdæmpede, personlige sange, som henter deres stof fra familien, kærligheden og venskaberne. Wikipedia placerer ham som rockpop-singersongwriter. Han indledte med Bruce Springsteens ”I’m On Fire”, før vi fik hans egne sange. Han har bl.a. skrevet en hyldest til sin far, ”Parts of You”. Desværre var den ikke en af de sange,som vi via mobiltelefonen kunne bede om som ønskenummer ved denne lejlighed.

Til gengæld fik vi den skønne ”The Good Old Days”: Når babyerne er vokset op og flyttet langt væk fra os for at leve deres egne liv, så klarer vi det måske nok. Men en dag vil vi savne det kaos med bleskift og babymos, vi står i lige nu. For ”de gode gamle dage” er det, der sker lige nu!

Vi fik også Ron Popes suverænt mest aflyttede sang på Spotify, ”A Drop in the Ocean”. Det er en kærlighedssang om at rejse sig fra det dybeste mismod og vide, at ens faste støtte er der endnu. Samme tema anslog Pope i den smukke ”Perfect for Me”, der minder om Eric Claptons ”Beautiful Tonight”. Der blev plads til at nyde deres smukke trestemmige vokaler og flotte arrangementer.

Lige nu er Ron Pope med de to musikere samt en roadmanager på en større Europa-turné. Luce fortalte, at hun havde børstet tænder på gaden udenfor. De rejser og bor nemlig i en minibus. De var iført glimmertøj, scenen var fyldt med glimmer, men tilværelsen som omrejsende singer-songwriter kan også være beskeden, indtil deres sange måske bliver store hits. Potentialet er der, så måske bliver det Hotel d’Angleterre og Royal Arena, når de næste gang kommer til Danmark.

http://ronpopemusic.com/

https://www.lydialuce.com/