Da han kom til Svantes Viser – der måtte jo nogen med, mente han – fortalte han (efter hukommelsen): Egentlig havde Povl ikke lyst. Det var ikke rigtigt noget for ham, de dér mørke sange. Så må vi vente lidt, sagde Benny, for det skal være dig. Senere ville han godt alligevel, og det gik jo helt godt, ikke.
Jeres udsendte var draget afsted til en koncert i Ribe med Rasmus Dissing, sekunderet af to af Povl Dissing & Benny Andersens musikere, bassisten Jens Jefsen og trommeslageren Martin Lund, og dertil den mere end glimrende pianist Henrik Gunde. Sammen fortolkede de et udvalg af Benny Andersens sange, skrevet til Povl Dissing. Det måtte være sådan, da Benny Andersen jo ikke er her mere, og Povl Dissing af helbredsmæssige årsager har pensioneret sig.
Det kunne sagtens kaldes et vovestykke at fortolke netop de sange, udødeliggjort af netop den sanger. Rasmus Dissing gjorde da også det eneste rigtige, nemlig at fremføre sin egen fortolkning. Han kan selvfølgelig ikke løbe fra, hvad han kommer af, genetisk og musikalsk, og med stemmen og udseendet kunne vi næsten se den gamle sidde deroppe. Han lagde sig dog hverken for tæt op ad eller distancerede sig for meget fra originalerne.
Anmelderen vover den påstand, at sønnens stemme ligger et sted mellem ophavet og salig Peter Thorup, som Povl Dissing jo har arbejdet ganske meget sammen med gennem årene, og som var en ven af familien. Nok lidt tættere på Thorup end på Dissing – og det er en cadeau. Den påståede kombination gav et fint fundament for fortolkningerne af netop de sange.
Rasmus Dissing er ikke bare en god sanger, men også en fremragende fortolker. Med sin naturligt store fortrolighed med sangene udførte han dem med maksimalt hudløst, indfølt og engageret udtryk. Spektret rakte fra skrigende desperation til afdæmpet nærvær og hele vejen med nærmest nøgen hudløshed. Der blev ikke holdt igen.
Man kunne med god ret hævde, at sønnen har nyfortolket, hvad man mente, den gamle havde monopol på. Når sidstnævnte ikke længere er til rådighed, er sønnen et aldeles glimrende alternativ – og så er hans fine og stille humor i introduktionerne endda ikke nævnt. Rasmus Dissing gjorde det aldeles fremragende, intet mindre – og så var der musikerne.
Jens Jefsens og Martin Lunds indgående kendskab til sangene fremgik. De akkompagnerede ikke bare, men spillede med og forstærkede Rasmus Dissings i forvejen intense udtryk. Henrik Gunde på tangenterne tilførte helheden et dynamisk og teknisk overlegent vitamintilskud. Både han og Jefsen brillerede i adskillige indlagte soli. Det var ensemblespil, ikke bare sanger med akkompagnement. Martin Lund havde egentlig ikke brug for soli. Hans spil var en studie i tæt og medlevende accentuering af sangenes udtryk næsten fra linje til linje.
Kvartetten var fælles om at skabe det intense udtryk. Må samarbejdet mellem dem fortsætte. Aftenen var en berigende musikalsk og poetisk oplevelse.
Watch | Facebook Facebook Facebook Facebook
