Det var et par sværvægtere, som havde fundet vej til det lille spillested. Især Peter Case er vant til de store scener og at være hovednavn på festivaler hjemme i USA. Men nu var han og vennen Sid Griffin havnet på Christiania, og det blev en anderledes sær og uforglemmelige koncert.
Sid Griffin (f. 1955) har spillet musik siden teenageårene, men fik først succes i 1980’erne med sine orkestre The Long Ryders og Coal Porters i 1990’erne. Det er bands, der dyrker en slags retro countryrock. Han har sideløbende også udsendt flere soloalbum og er desuden forfatter til anerkendte biografier om Bob Dylan og Gram Parsons.
Peter Case (f. 1954) er også veteran med rødder i folk-rock orkestre siden 1960’erne. Også Case blev efterhånden solist med en række anerkendte og kritikerroste album fyldt med hans sange. Flere af disse er benyttet af andre musikere – herunder John Prine og Maura O’Connell – og han er bl.a. tre gange Grammy-nomineret.
Først gik Griffin noget tøvende på den lille scene, da det viste sig, at vi nok kun blev knap 20 betalende gæster denne søndag aften. Han er tydeligvis vant til et større publikum, der synger med på hans mest kendte sange bl.a. ”I Want to Be the Man (My Dog Thinks I Am)”. Nu blev han mødt med dyb tavshed, da vi nåede til omkvædene. Han manglede tydeligvis et backingband, men kom igennem sit akustiske sæt.
Da det blev Cases tur på scenen, forsøgte han at gribe sin optræden lidt mere uformelt an. Han er vant til at underholde som solist og gav nogle rå versioner af sine sange, men under hans lange historier mellem sangene var halvdelen af gæsterne sivet bort. I erkendelse af situationen kom begge musikere nu ned blandt os resterende publikum samt personale og underholdt os med musik, småsnak og hygge. Jeg har oplevet intime stuekoncerter, men dette blev snarere til en slags privat samvær til langt ud på natten.
Det skal tilføjes, at især Case nåede at give prøver på, hvor god og anerkendt sanger, musiker (guitar, mundharpe og piano) og ikke mindst sangskriver han er. De sprudlende og ofte skarpe, satiriske tekster mindede meget om deres fælles ven Billy Braggs. Og de mere private anekdoter om hans sammenstød med amerikanske myndigheder, fængselsophold osv. forbliver private. ’What happens in Christiania stays in Christiania’.
