Paddy Doyles kickstartede dette års Copenhagen Irish Festival med kaskader af irsk/skotske sange, krydret med omfangsrige forelæsninger og (lejlighedsvist) swingende instrumental-numre.
I torsdags trådte Paddy Doyles ind på scenen i PH-caféens koncertsal, og indledte dette års vigtigste weekend, når det drejer sig om irsk musik i Danmark. I kontrast til sidste års åbningsband, Guidewires fra Irland, der ikke havde én eneste sang på setlisten, proklamerede Paddy Doyles, at de jo er en decideret ”ballad group”, og jeg mærkede en begyndende ængstelse – man er vel en instrumental-nørd.
Bandet består af de garvede rotter Alan Klitgaard (sang/mundharpe) og Rod Sinclair (sang/guitar), som begge har været med i en menneskealder (eller flere!). De to frontfigurer backes op af Rasmus Zeeberg (guitar) og Steffan Søgaard Sørensen (bas/violin) – begge kendt fra nu hedengangne Zar – samt Ole Petterson (banjo/oktav mandolin mv.) som udgjorde de rytmiske, pulserende holdepunkter i gruppen. Herudover stod Peter Eget (harmonika) for harmonier og melodiske krydderier, passende doseret.
Og publikum blev underholdt. Der var en perlerække af kendte og ukendte sange, som blev serveret med sikkerhed og overbevisning, og stort set alle numrene blev indledt med humoristiske og dybdegående foredrag om sangenes oprindelse, ophavsmænd og hvordan de stadig er relevante i nutidens politiske klima. Men der kunne godt være skåret lidt i historierne, der til tider trak store veksler på publikums fokuseringsevne – selv om det er folkemusik er det stadig en performance, og koncerten tabte ind i mellem momentum på grund af lange forklaringer.
Som tidligere nævnt jeg selv er mere til en overvægt af instrumentalmusik – og gerne en massiv overvægt. Paddy Doyles var lige omvendt, men når der så sporadisk var indlagt tunes, ja så var de også i orden. Ikke så meget udenomshalløj, men bare deruda’! Især vil jeg fremhæve Steffans Sørensen eminente og ubesværede violinspil, hvis fraseringer og variationer ledte tankerne hen på Frankie Gavin, som også huserede senere på festivalen. Eneste minus var at lydmandens mix ikke var nær så godt i instrumentalsættene som i sangene, så man skulle virkelig spidse ører for at følge med.
Samlet set var det en glimrende start på Copenhagen Irish Festival, hvor man selv som tune-nørd fik åbnet øjnene lidt mere for dybden og det fascinerede i sangene fra de forskellige øer derovre vestpå. Paddy Doyles leverede i hvert fald dét, som de er gode til: Musik, sang og gedigen underholdning.
Paddy Doyles, PH-Cafeen, Copenhagen Irish festival, torsdag den 5. november
Søren Gyllstrøm
