Indimellem får man som koncertgænger disse glædelige overraskelser, der kan være med til at glemme alt det middelmådige eller alle problemerne uden for scenelyset. Mismod, mørke, gigt, ja krige bliver trængt i baggrunden i en times tid. Sådan oplevede jeg mit første møde med Ole Kirkengs musik i det nyrestaurerede spillested Alice på Nørrebro.

Kirkeng fortalte, hvorledes han havde startet sin karriere. Under et femårigt studieophold i Boston, var han begyndt at skrive og synge sine egne sange, og hvad var mere naturlig end at gøre som Bob Dylan, og tage til New York og melde sig til et åben mikrofon-arrangement en eftermiddag. Kirkeng fik første realitetscheck, da han erfarede, at han først kunne optræde kl. to om natten. Det næste kom, da tidspunktet endelig indtrådte, og der kun én gæst tilbage i salen, og det sidste kom så da han opdagede at vedkommende var faldet i søvn!

Mange håbefulde sangere og sangskrivere har nok haft lignende oplevelser, og det kan enten resultere i total desillusion eller være med til at skærpe sine bestræbelser på at blive hørt. Det sidste er heldigvis tilfældet med Kirkeng, der vendte hjem til Norge med sine sange og fandt sine lyttere her.

I 2021 udgav han EP’en ”Rocking Chair” der vandt Spellemann Award for Best Country Album. Dernæst blev han en del af Courtney Marie Andrews’ turnéband og delte scene med bl.a. Molly Tuttle, Bonny Light Horseman, Willi Carlisle og S.G. Goodman. I 2023 kom så hans debutalbum ” Still Not Lost” og det blev nomineret til Spellmann-prisen. Flere turnéer fulgte før han fik indspillet en række nye sange i et svensk pladestudie, og disse er lige udkommet på albummet ”Cowboy Lie Detector Machine”.

Vi fik de fleste af disse nye sange, og især ”Bare Minimum” og den lidt ældre ”Still On My Mind” var både iørefaldende og vedkommende. Selv uden bas og trommer var backingen fyldestgørende, og hans vokal og det instrumentale var perfekt og medrivende.

Kirkengs premiere i Danmark blev en triumf. Et taknemmeligt publikum må have varmet og opmuntret ham (og ingen faldt i søvn) for han virkede veloplagt. Hold godt øje med Ole Kirkeng. Han er én af Norges allerbedste nye, distinkte americana-sangere og sangskrivere.

https://www.olekirkeng.com/