Festivalen i Strib kunne i år byde på en debutkoncert. Trods det at hun har nedfældet sine oplevelser og tanker i sange gennem omkring 15 år, har Naja Storebjerg først nu valgt at samle nogle musikere omkring sig og præsentere sangene for et publikum.
Det er umuligt ikke med det samme at lægge mærke til hendes markante, stærke og appellerende sangstemme. Den bør blive et definerende kendetegn for hende. Da hun samtidig, trods debuten, præsenterede sig sikkert og afslappet, fremstod hun personligt overbevisende som nyt navn på et allerede heftigt blinkende musikalsk firmament.
Hvorfor Naja Storebjerg hen i sættet supplerede sine dansksprogede personlige sange med indslag på engelsk, gav umiddelbart ikke mening. Sprogblandingen blev nævnt, men ikke forklaret.
Hendes musikalske indpakning bestod, foruden af hendes eget klaver og ind imellem akustisk guitar, af en klassisk rock-grundbesætning med elguitar, bas og trommer. I den forbindelse undrede anmelderen sig over guitaristens placering forrest på scenen, al den stund han det meste af tiden gemte sit nedadvendte ansigt bag sit hår. Det signalerede alt andet end udadvendthed og publikumskontakt. Solisten selv, der jo primært burde være den eksponerede, var placeret diskret bag sit klaver yderst til venstre.
Orkestret leverede kompetente indsatser. Guitaristen mest med klangflader, men også med glimrende soli. Bassisten og trommeslageren lagde deres solide fundament i ”maskinrummet”. Trods alt det nævnte var publikumsappellen behersket. Modtagelsen virkede høfligt lunken. Hvorfor mon?
Måske skal debutanten arbejde videre med sin og musikernes sceneudtryk og med at videreudvikle sin appel til de lyttende. Derudover var de musikalske arrangementer nok for unuancerede. Der manglede en udvikling koncerten igennem. De enkelte sange fik ikke i tilstrækkelig grad deres musikalske personlighed. Man kan vel retfærdigvis heller ikke se bort fra, at folk helst vil se girafferne på savannen.
Uanset er Naja Storebjerg et navn, der fortjener at få en fremtrædende plads i flokken.