Dansen er noget af det, der trækker flest mennesker på Musik over Præstø Fjord. De to dansescener, Danseladen og Dansetræet, samt Café-Scenen bød på stor afveksling – lige fra kædedans og balladesang til norske, canadiske og finske toner og nyskabelsen Carl Nielsen Folk Band med garvede folk som Harald Haugaard og Helene Blum og med ambitioner om at finde tilbage til Carl Nielsens nationale rødder.
Den danske gruppe Optur var med til at indlede dansen torsdag aften, og gruppen havde samtidig release på deres debutalbum ”Nordic Free Folk”.Fra dansestederne kunne man gå i Viseteltet, hvor norske eller skulle man sige samiske Torgeir Vassvik tryllebandt publikum med sine på én gang uforståelige og alligevel meget forståelige ord.
”Vi vil prøve at give jer nogle varme og kolde kicks”, indledte han og holdt sit. Den mørke og dystert diabolsk udseende Vassvik flankeredes af de to lyse Kjorstad-brødre fra Gudbrandsdalen, Rasmus og Hans Peter Kjorstad på violiner, der med forskellige harmonier understøttede Vassviks joik. ”Man synger ikke om en ulv i en joik”, sagde Vassvik. ”Man ER en ulv!”
En af Vassviks joiker var en ode til vandet, ”Water Song”. Man fornemmede, at man i de 40 minutter, nummeret varede (!!) blev ført ind i historien om det forurenede hav og truslen mod naturen. Jeg ved det ikke helt sikkert, men jeg synes bestemt, at jeg kunne forstå det på de dybe halstoner, der lød som fortvivlede nødskrig og mongolsk strubesang. Undervejs dunkede Vassvik løs på basstrengene på sin godt slidte guitar, der kun talte fire strenge. De andre to var ikke nødvendige i hans stærkt rytmiske spil.
Ofte er det de helt uventede oplevelser, som lejrer sig bedst i hovedet bagefter. Jeg anede ikke, hvem Per Worm og Graves Graversen var, men havde tid til overs inden den gode aftensmad og lod mig lokke til Café-Scenen lørdag eftermiddag på løftet om komik og fortællinger.
Det blev en af de sjoveste oplevelser, jeg har nogensinde været ude for. Man kan kun håbe, at Danmarks Radio og TV finder plads til de to, Graversen og Worm, der fik folk til at hyle og græde af grin i halvanden time. Titlen ”Det Maskuline Show” lød lovende og kontroversielt. Ydermere sagde programmet, at der var tale om et generationsmøde: Den ene mand var vokset op i 70´erne, den anden var mand i 70´erne. Den ene havde en mor, der ville lave verden om, mens den anden var gift med én.
Graves Graversen, der er pensioneret socialrådgiver, lagde for med en monolog, der handlede om, at han som en gave fra børnene havde fået billetter til en ungdommelig koncert i Lille Vega. Så kunne han lære lidt om ungdommens kultur. Der var kun ståpladser, og koncerten startede først kl. 21 30 – langt over Graversens sengetid. Det hele endte med, at konen og han gik efter en halv time; trætte i benene og næsten døve på grund af lydstyrken. ”Men jeg holdt mig vågen til halvfire om natten og sms’ede så til børnene, at det havde været en fantastisk koncert”, sluttede han.
Per Worm uddybede temaet med sine sjove sange. Den sidste var en moderniserende omskrivning af ”Blowing in the Wind”, hvor friheden fra krig og undertrykkelse var skiftet ud med frihed fra skærmtid og computerspil. Meget rammende og fint! Showet kunne blive endnu bedre, hvis monologerne og sangene lagde sig tættere op ad de bebudede emner om maskulinitet og generationsforskelle.
