Irske Mick Flannery fra Blarney runder d. 28. november, et skarpt hjørne og fylder 40, netop mens han er i fuld gang med en omfattende Europaturné. Så om han når at puste lys ud på ret mange lagkager er nok lidt tvivlsomt.
Søndag aften var han i København i Lille Vega, i det, der tidligere var kendt som Stauningsalen i Folkets Hus på Vesterbro. Her lod små hundrede tilhørere sig velvilligt suge ind af Flannerys flotte, tilbagelænede weltschmerz-stemme og de drømmende toner fra hans velspillende tourband. Ikke mindst guitaristen Alan Comerford spiller her en væsentlig rolle. Også Christian Best på trommer og bassisten Mike O´Connell leverede et flot arbejde.
Mick Flannery selv vekslede mellem keyboard og guitar, som han betjente med nogle ret enkle toner som supplement til Comerford. Vi fik, som man kunne forvente, mange af numrene fra albummet ”Goodtime Charlie”, Flannerys ottende album, der kom i september og ved den lejlighed blev anmeldt her på rootszone.dk.
Vi hørte bl.a. ”Push The Cart”, ”Neon Tonight” og ”Minnesota”, og vi fik også den dramatiske historie om bedstefaren, der som treårig kom til at futte familiens lade af, da han legede med tændstikker, med hvilke han antændte små, flyvende halmtotter. ”Det var ikke mig, der tændte den store brand”, sagde bedstefaren til sit forsvar. ”Jeg tændte kun de små”.
Flannerys to brødre, Eamon og David, blev et par gange i løbet af koncerten inviteret på scenen, og Eamon gav bl.a. ”It Ain´t Necessarily So” fra Gershwins ”Porgy and Bess” (1935) David stod for en lille 35 minutter lang opvarmningskoncert, der på mange måder dannede en skarp kontrast til de toner, vi senere på aftenen skulle høre fra Mick og hans band.
Det virkede, som om David var mere til de klassiske folkesange. Med en stærk stemme og et fint guitarspil, der hyppigt vekslede mellem et langsomt og et lynhurtigt fingerspil, gav han klassikere som Cohens ”Tonight Will Be Fine” og den tyske koncentrationslejrsang ”The Peat Bog Soldiers” (”Die Moorsoldaten”).
Mens Mick Flannerys tekstunivers sjældent kommer ud over den allernærmeste venne- og familiesfære, og helt ærligt i mine øren ofte virker ret tyndt, var det dejligt at høre, hvordan bror David tekstmæssigt nåede langt videre omkring. Desværre har David ikke udsendt egne plader endnu, orienterede den flinke pladesælger i foyeren mig.
-Koncerten søndag aften var – trods mine forbehold – en medrivende omgang. Mick Flannerys forførende stemme er i høj grad betagende og indgår i perfekt harmoni med det meget velspillende band.
