Townes Van Zandt – Arkiv-Pressefoto

1960’ernes boom af folkesangere og singer-songwriters med især Woody Guthrie som inspiration og Bob Dylan som rollemodel kan stadig ses og høres. Af de tusindvis af amerikanske aspiranter er det nok kun et fåtal, som har formået at gøre deres sangskrivning til levevej. Heraf kun nogle få, som har fået succes og opnået europæisk opmærksomhed. Men de er en rigtig god kilde til at beskrive tilstande i USA og på hver deres måde give et sandere billede af Amerika her og nu, end det man får fra ledere og massemedier.

Townes Van Zandts 70-års fødselsdag var et tema på årets festival. Derfor var der arrangeret en hyldestkoncert med en række singer-songwriters på scenen. Folk, som kendte Van Zandt og ikke mindst hans søn J.T. Van Zandt.

Chris Smithers. Fotos: Claus Hellgren Larsen

Selv har jeg altid haft et ambivalent forhold til TVZ, siden hans debutalbum fra 1972 med den profetiske titel The Late Great Townes Van Zandt. På den ene side har han skrevet nogle fantastiske sange, på den anden side var han så hudløst ærlig, at det stadig kan være intimiderende at lytte til ham. Det kunne være en styrke i sig selv, hvis det ikke var for ’Hank Williams-syndromet: En genial sangskrivers for tidlige død pga. misbrug. Skyldes Van Zandts voldsomme kultstatus – især blandt unge – hans livsdrama eller hans sange?

Tribute-koncerten var heldigvis først og fremmest en hyldest til hans sange. Hans Theessink fungerede som vært, og foruden sønnen JT deltog vennerne Richard Dobson, Butch Hancock, Chris Smither, Mary Gauthier med fiddler, og de skiftedes til at synge for. Koncerten blev måske en anelse for uformel og guitarorkestret ind imellem på lidt for slap line. Koncerten var ved at blive aflyst, da scenelyset forsvandt, men J.T. ville fortsætte, så alle spillede videre i næsten-mørke. Vi fik da også både fotos på bagscenen, historier og bl.a. hittene If You Needed Me og Pancho & Lefty. Lyset kom tilbage, forsvandt igen – og kom retur endnu engang. Mindeværdigt.

Lynn Miles

Det var med stor glæde, jeg erfarede, at Butch Hancock i sidste øjeblik havde fået tildelt sin egen koncert sent fredag aften på Kunstmuseet. Med sønnen Rory på elguitar, Hancocks akustiske guitar og mundharpe som sparsomt akkompagnement kunne vi nyde et stykke ærke-americana. Ingen kan som Hancock formidle den helt særlige stemning, som det er at bo i udkants-USA. Talrige film (især Paris, Texas) har forsøgt at vise livet i en lille spøgelseslandsby, men Hancocks sange rammer bedst følelsen af brydningen mellem det gamle landlige og det nye urbane USA. Siden han selv udsendte debutalbummet West Texas Waltzes & Dustblown Tractor Tunes samt nogle private kassetteindspilninger, har han levet tilbagetrukket, men hans sange rummer hverdagsobservationer, beske kommentarer og stor poesi, som kan grænse til det absurde. ”Ox blood on the kitchen floor – and my neighbours on both sides come down with the flu”. Nye og ældre sange som Long Sunsets, You Could Have Walked Around The World, One Road og hans næsten-hit If You Were A Bluebird. I stedet for Peter Bellis flade “Har du nogensinde set København fra en DC-9” fik vi originalen (vennen Jimmie Dale Gilmore’s) Did You Ever See Dallas From a DC-9 at Night. Hancocks Danmarkspremiere blev en stor oplevelse.

Chris Smither er endnu en sangskriver med baggrund i 1960’ernes folkemusikmiljø i USA. Bonnie Raitt gjorde hans sang Love You (Me) Like a Man til et hit, og han har siden optrådt med og indspillet sine sange kontinuerligt. Han optrådte (igen) solo i Tønder, og med sit karakteristiske swingende guitarspil fik vi en rundtur i bagkataloget. Hans bluesbaserede sange fungerede godt og blev vel modtaget.

Butch Hancock

Richard Dobson er også Texas-sangskriver og ikke så kendt i offentligheden, men hans sange er promoveret af andre musikere, bl.a. Guy Clark og Nanci Griffith. Han var nær ven med Townes Van Zandt og har skrevet erindringsbøger om sin karriere.

John Prine, som afsluttede hovedkoncerten søndag aften, er én af de helt store sangskrivere. At han først nu kom til at spille på Tønder Festival er en gåde (men der har været forsøg tidligere), for han har igennem sin lange karriere skrevet mange hits, modtaget mange priser og er blevet rost af alle lige fra Bob Dylan til Johnny Cash. Hans i forvejen hæse stemme er blevet endnu mere belastet af en halsoperation for nylig, men han kan noget med ord, som ingen andre kan. Som en amerikansk Halfdan Rasmussen kan han skrive med et glimt i øjet, og hans tørre humor og satire er ren poesi.

John Prine Foto: Allan E. Petersen

Heldigvis kan jeg tilføje to kvinder til rækken af væsentlige sangskrivere, som besøgte Tønder. Hvor alle de ovennævnte mænd tilhører samme generation (undtagen JT), så er disse kvinder noget yngre og først slået igennem meget senere. Mary Gauthier konkluderede efter et længere forsøg på at forklare the blues. Den kender hun, selv om hendes sange læner sig tættere op ad Woody Guthrie og Steve Earle. Det var ikke feel good-sange, hun præsenterede. Her kommer ærligheden først, også selv om det er dele af virkeligheden, vi ikke bryder os om. Hendes tekster er rå og direkte. Hun fortalte om Songwriting with Soldiers – et projekt, hun er involveret i, som handler om rehabilitering af amerikanske krigsveteraner. Hun bidrager med at omsætte deres historier til sange og gav et eksempel.

Lynn Miles fra Canada havde medbragt to canadiske musikere, men hun har udviklet sit sangskrivertalent i USA. Hun har en dejlig stemme – ikke ulig Shawn Colvins, og hendes sange og musik er forankret i countrygenren.

Tak til festivalen for så grundigt at have bragt fokus på amerikansk sangskrivning, når den er bedst.