Endelig stod der livemusik på plakaten igen! Desværre var der kun godt et dusin publikummer, som havde fundet ud af det, men vi fik en dejlig oplevelse med fem veloplagte musikere, der også nød at kunne præsentere deres musik igen fra en scene.
Det blev en lidt anderledes koncert end måske forventet. Nærmest en jam-koncert med MC Hansen og Jacob Chano, Esben Kronborg, Stine Klingsten og Thomas Fleron. De spillede og sang på kryds og tværs, og der blev fortalt mange gode historier af MC Hansen, Esben Kronborg og Stine Klingsten, enten på skift eller også supplerede de tre hinanden undervejs, hvor fælles oplevelser også var i spil. Bl.a. kunne Esben Kronborg fortælle, at han faktisk fejrede sin bryllupsdag denne aften på Atlas, og at det var første gang siden 14. november, han optrådte.
Der blev præsenteret flere numre fra MC Hansens seneste udspil Alter Ego Ego Alter, og ligesom på albummet glimrende og følsomt akkompagneret af hans trofast følgesvend Jacob Chano. Esben Kronborg har godt fat i lyrikken, og hans tekster, som cirkler omkring det daglige liv, er værd at lytte til, da hans tekster både er lune og med plads til eftertænksomhed.
Sangerinde og guitaristen Stine Klingsten med god støtte af Thomas Fleron er klar med et album i løbet af efteråret. Det bliver spændende at lytte til, da hun har noget på sinde, for som hun sang ”Intet er som det plejer”, og det passer jo meget godt til denne tid, vi lever i netop nu.
Det var en hyggelig koncert med stor variation med de nærværende musikere, som trods det fåtallige publikum absolut levede op til forventningerne om dejlige sange, lækker musik og gode historier serveret med glæde og humor.