Man må tage hatten af for den færøske singersongwriter Marius Ziska, der beviste at han er tro mod sit modersmål. Den sympatiske og næsten generte musiker præsenterede sin musik uden de store armbevægelser. Men med en stor inderlighed og følsomhed præsenterede han og bandet deres numre, selv om de fleste ikke forstod teksten. Men man blev revet med af stemningen og måden han fortolkede sine sange på.
Marius Ziska fortalte lidt om numrene, og det må siges at være en fordel, når man ikke lige har fået sit færøske opdateret! Men selv om musikken var tæt på at betegnes som folkrock, så var den gennemgående linje holdt i den melankolske afdeling. Der var flotte melodier med rungende instrumentering, men bandet virkede lidt anonymt, måske fordi Marius Ziska var en meget fremtrædende og karismatisk frontfigur på sin helt egen rolige facon.
