Svenske José Gabriel González (født i 1978) er en sanger-sangskriver og guitarist, som har fascineret det meste af verden med sin bløde stemme, spændende tekster og sin nylonstrengede guitar. Han gav en lille koncert og et interview med instruktøren af dokumentaren ”A Tiger in Paradise” i forbindelse med filmens verdenspremieren på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, som fortsætter til og med 26. marts.
Hans forældre er politiske flygtninge fra Argentina, og José var i gang med en uddannelse som biokemiker, da han blev ramt af psykiske sygdomme. Da han opdagede, at musikken var en stor hjælp til helbredelse, blev den en årsag til karriereskiftet. Han var inspireret af sydamerikansk folk og pop, og den overraskende respons han fik, gav ham mod på at optræde med og indspille sine egne sange.
I 2003 udkom hans første single. Den fik et pladeselskabs interesse, og det blev hurtigt til et helt album, hvor han også med succes havde inkluderet nogle covernumre. Hans andet album ”In Our Nature” fra 2007 blev udgivet internationalt og fik gode anmeldelser. Da 2015-albummet ”Vestiges & Claws” udkom, var González allerede et stort, etableret navn, som kunne fylde store koncertsale. Han optrådte jævnligt på amerikanske tv-shows, og hans sange blev benyttet i talrige tv-serier og film. Det seneste album, ” Local Valley” er fra 2021, og han oplyste, at der snart bliver udgivet nye sange.
Filmen, som ikke er en musikdokumentar, men en González-dokumentar, og interviewet gav et meget personligt indblik i sangerens kamp med sin psykiske skrøbelighed og også i hans videnskabelige indsigter og teorier. Især hans tanker om, hvordan memes kan blive en ny kulturbærer med de fordele og farer, som det indebærer, er interessante, men også hans radikale synspunkter om klodens og/eller menneskets overlevelse er tankevækkende.
For at blive ved musikken så var hans lille solokoncert nok til at fastslå hans stjernestatus. Hans unikke bløde og varme stemme kan til tider lyde som både Nick Drake, Gilberto Gil eller Roy Harper, og på den spanske guitar, som jo næsten er et glemt instrument i den nordeuropæiske folkemusik, har han udviklet en speciel fingerspilteknik, som er meget virtuos.
Dogmet ’håndspillet musik’ er de senere år under angreb af brugen af elektroniske loops, stomp boxe og rytmelyde med mere, og jeg er stadig skeptisk, når for meget digitalt isenkram tages i brug. Men jeg må indrømme, at det var virkningsfuldt da González gav en opvisning i den afsluttende sang, ” Shumba”. Her dannede guitaren et helt orkester, hans vokal et helt kor og rytmelydene en hel slagtøjssektion. Der er lang vej tilbage til den traditionelle musik, og den indie-folk-betegnelse, som man har hæftet på José González, skal måske erstattes af den nye betegnelse: Loner-folk, som jeg vil vende tilbage til.
Gonzalez, som har argentinske rødder, er især kendt for sine melankolske sange, sine følsomme sange og sit virtuose spil på en spansk guitar. Han optræder ofte solo, men om det er tilfældet med koncerten på VoxHall, vides endnu ikke.
Han har også hittet med flere coversange, ikke mindst The Knifes “Heartbeats”, som blev hans store gennembrud i 2006, men også eksempelvis Massive Attacks “Teardrop”, Joy Divisions “Love Will Tear Us Apart” og Bruce Springsteens “Born in the USA”.
