Hvalfugl? Dette bandnavn kan stadig sætte underlige associationer i gang i mit hoved, og indtil en maler en skønne dag visualiserer det, vil det være et surrealistisk fabelvæsen – et amfibiedyr, som bevæger sig i både vand og luft. Og bare derfor er det et meget bedre navn end f.eks. de efternavne, som mange bands benytter, og som nemt kommer til at lyde som advokatfirmaer.
Bredholt, Bomholt & Lavsen med henholdsvis fornavnene Jonathan, Anders og Jeppe er de prosaiske navne bag den aarhusianske trio, som det drejer sig om. De har selvudsendt tre album siden 2018, og selv om deres musik lyder som en fusion af meget andet, så er den ganske unik. Derfor vil jeg forsøge at beskrive den uden brug af sammenligninger.
De bruger nemlig deres egne instrumentalkompositioner og har fundet frem til deres helt eget udtryk. Trods den elforstærkning og de meget beskedne effekter, som de benyttede live, var lydniveauet lavt og naturligt. Måske netop derfor var publikummet, som fortrinsvis bestod af teenagere, ualmindeligt stille og lydhøre. Med pæne applauser næsten uden de sædvanlige skrig og brug af mobiltelefoner var det en koncert med plads til fordybelse, som blev benyttet. Og det indbød musikken til. Uden trommer blev de rytmiske elementer nedtonet af behagelige fremadskridende lydflader, mens elguitar, kontrabas samt klaver og harmonium interagerede.
De harmoniske melodier blev fremført meget indøvet, men ubesværet og med brug af unisont spil. Med traditionelle A- og B-stykker kunne mange af kompositionerne lyde som viser og hymner, man hurtigt kunne nynne med på. Hvalfugls musik er umiddelbar, intim, ukompliceret, kølig, ’mellow’ og nordisk.
Trioen er dygtige musikere, men faldt ikke for fristelsen til hele tiden at skulle vise det. Deres ensemblespil gav plads til nogle soli, men det var, som om de foretrak den kollektive lyd, der var meget afbalanceret. Det kan være et benspænd at beskrive musik uden at bruge genrebetegnelser og reference”kasser”, så mit bedste råd er selv at lytte til Hvalfugl.