Ihukommende navnet og festivalprogrammets løfter om ægte bluegrassfortolkninger af de velkendte Gasolin’-sange sad jeres udsendte og fremmanede billedet af et bluegrassband. Fire-fem musikere omkring én mikrofon. På skift træder de frem med soloindslag på violin, guitar, banjo og mandolin. Sangene fremføres med markante vokalharmonier, og bassen lægger sit enkle fundament.
Det var ikke just billedet, der åbenbaredes på scenen, da Grassolin besteg den. Guitaren og violinen var der, bassen spillede den genretypiske ”skomagerbas”, og vokalharmonierne manglede ikke. Således en delvis legitimering af navn og intentioner. Vaskebræt og andet slagtøj pegede mere i retning af cajun og skiffle. En sand bluegrassmusiker ville vende blikket mod himlen.
Det var de nørdede betragtninger. Bluegrass er en stram og konventionsbundet genre, hvorfor det absolut kan være givende at frigøre sig fra de stramme rammer. Det gør Grassolin, og resultatet fejler ikke noget, tværtimod. Javel, repertoiret giver en føring på points fra begyndelsen, men udførelserne, udtrykket, energien og appellen kan kun forhærdede puritanere afvise. Så må der ses gennem fingre med, at ikke alle Gasolin-sange er lige velegnede til sætte i en traditionel amerikansk ramme.
Bluegrass eller ej, der leveres gode alternative fortolkninger af det velkendte og populære bagkatalog – og i effektive arrangementer. Det er nok netop, hvad der kan give de gamle sange nyt liv fremfor den umulige opgave at kopiere Gasolin’. Nok fjernes noget af bredden i repertoiret ved at skrue det ned i den relativt snævre genrebestemte rytmik, men hvad gør det, når der indbydes til fest? Det er, hvad Grassolin gør, og så pyt med al snak om genrer og konventioner. Det er energisk og effektivt – og der var dans foran scenen.
https://www.facebook.com/grassolin/
