De kunne være kommet fra Århus, Odense, Glostrup eller Nørrebro. De drog alle gennem Jylland mod det allervestligste og til det, som onde tunger har tituleret ”Danmarks Røvhul”. Herfra tog de færgen til vadehavsøen Fanø, bevægede sig gennem 13-14 kilometers klit-, hede og plantagelandskab, og endte i en sær lille by med stråtækte huse ved navn Sønderho. Her hører verden op. Midt i byen fandt de et forsamlingshus der dampede vældigt af fortid, men i dets indre foregik det de søgte: Fanø Free Folk Festival 2010.
Hvad er free folk?
Jeg spurgte min spilleven Peter, om han vidste, hvad free folk var. Det vidste han ikke rigtigt, men han vidste hvad free jazz var, og det kunne måske være det var noget i den retning, bare som folkemusik. Programmet var blevet studeret. Continental Free Bats, Moongazing Hare, So Like Dorian, polske Hati, finske Islaja, engelske Woodpecker Wooliams, italienske Mattia Coletti, belgiske Silencio, amerikanske Sarah Hepburn og en del flere. Ja, hvad skulle man sige? Jeg måtte jo bare komme i gang med at lytte, for forhåndskendskabet var mildest talt begrænset. Det er der ingen grund til at prøve at snakke sig ud af. Det var ikke en specialist på området nærværende magasin fik sendt afsted for at lave en reportage fra denne unægteligt interessante nyskabelse, men jeg bor behageligt tæt på, og mener at besidde et forholdsvist åbent musikalsk sind. Altså begav jeg mig til Sønderho fredag den 23. juli og forsøgte at forberede mig på en weekend, jeg faktisk ikke rigtigt kunne forberede mig på.
Håndskrevne skilte
Jeg forventede at skulle tjekke ind som akkrediteret skriverkarl, men mødte blot et håndskrevet stykke papir med påskriften ”Dagsbilletter á 100 kr. kan købes ved cd-salget i hjørnet”. Altså gik jeg uantastet ind i forsamlingshuset, hen til baren, bad om en øl og fik en Vestfyn på dåse for 15 kroner. Human prispolitik må man sige. Jeg trak igen udenfor i den lune sommeraften, og mødte ingen jeg kendte – bortset fra Peter og et par andre. Vi var omgivet af mellem 100 og 150 yngre mennesker, som på hver deres måde signalerede uborgerlig tilgang til livet. Da arbejdet kaldte indendørs, mødte jeg ingen sirlige stolerækker, men opstablede stole som frit kunne benyttes. Det var der nogle som gjorde, men flere sad eller lå på gulvet. Nogle stod også op.
Kort efter gik nogle musikere på scenen og begyndte at gøre sig parate. Pludselig begyndte de at spille. Ingen konferencier, bare musik. Hvis man ville vide hvem det var, kunne man jo bare kigge i programmet, som var fremlagt. Da koncerten var ovre, gik musikerne ned igen til begejstret applaus, men ikke noget ekstranummer. Så gik de fleste udenfor og stod og snakkede, satte sig med en forfriskning eller gik lidt ud i byen. Lidt senere kunne man høre, at næste navn var begyndt, og så gik de fleste ind igen. Nogle gik ud igen, og andre kom ind. Vældigt afslappet. Ingen stor ståhej her.
Det var nok måden at komme igennem festivalens program på, for det var i sandhed et tæt og fyldigt et af slagsen. Hele fredag aften, lørdag fra klokken 11 til over midnat og søndag eftermiddag. Er der festival, så er der festival.
Oplevelser til folket
Fanø Free Folk Festival er arrangeret af magasinet ”Geiger”, et organ for alternativ musik, i samarbejde med nogle få lokale agenter. Begrundelsen fra magasinets side for festivalen er ”…at sætte virkelig alternativ musik på kortet. Vi vil gerne give publikum en anderledes oplevelse i anderledes omgivelser. Festivalen er dedikeret til free folk, outsidermusik og avantgarde. ”Free folk” betyder i denne sammenhæng en bred palet af genrer og stilarter, som spænder fra melodisk folk til polsk trance gong music.” Af andre genrebetegnelser jeg har fundet frem til, kan nævnes psykedelisk free-folk, neo-folk, atmosfærisk indie og psyk-folk.
Hvad var det så for noget musik der blev spillet? Det vil kræve mere plads end godt er at beskrive det hele, for som ovenfor antydet, var viften bred. Der blev fremført håndspillet og sunget musik, suppleret af i forvejen indspillede elementer og loops. Akustiske og elektriske instrumenter blev blandet. Der blev trakteret strenge og percussion, og der blev blæst i snart sagt alt muligt fra gummislange til melodica. Der var et DJ-indslag, hvor alt var indspillet på forhånd, og der var rene håndspillede koncerter. Intentionen om at levere en anderledes oplevelse med outsidermusik og avantgarde blev virkeliggjort.
Ingen kontakt med publikum
Noget der slog mig, var i hvor ringe grad publikum blev direkte kontaktet af de optrædende. Der var som hovedregel ikke tale om optræden i traditionel forstand. Man leverede sin musik og gik igen. Man kan næppe se bort fra manglende sceneerfaring fra mange medvirkendes side. Disse mennesker optræder ikke på de store scener. Når der ind imellem var et navn, der leverede en egentlig og appellerende performance, havde den også en tydelig positiv effekt på publikum, men den lettere mediterende atmosfære, der opstod under de fleste koncerter, var tydeligvis heller ikke noget problem for de lyttende. Folk fik tilsyneladende hvad de var kommet for. Min umiddelbare oplevelse var, at enkelte optrædende eksperimenterede mere for eksperimenternes end for resultatets skyld, men som hovedregel var der tale om absolut interessante musikalske oplevelser, der godt nok for nogles vedkommende trængte til en finpudsning, men hvad…
Således beriget sad jeg efterfølgende og filosoferede lidt over arrangementet. Det var som nævnt en interessant oplevelse, og arrangementet var placeret det helt rigtige sted. Sønderho og Fanø i det hele taget har – som måske det eneste sted her i landet – stadig en levende musiktradition. Det skyldes givetvis ikke mindst, at der er højt til himlen på Fanø, og at traditionen dermed har været i stand til at flytte sig med alt det andet, der flytter sig med tidernes skiften. Her kan traditionen møde det eksperimenterende, fordi der er et ståsted at eksperimentere ud fra. Den for længst afdøde Fanømaler Egon Svarrer sagde engang til mig, at man ikke kan abstrahere fra virkeligheden i sin kunst, hvis man ikke kan male virkeligheden. På samme måde er det med musikken. Denne sammenhæng blev symboliseret gennem åbningskoncerten med ”Det yderste Hav” bestående af traditionsspillemanden Peter Uhrbrand, den klassiske guitarist Jørgen Bjørslev og forfatteren og musikeren Jeppe Brixvold, alle fra Sønderho. Tre nysgerrige håndværksmestre med respekt for hinandens kunnen og modet til at overskride grænser. Det selvfølgelige symbol på den oplagte geografiske placering af Fanø Free Folk Festival. Om det var således tilstræbt fra arrangørernes side, ved jeg ikke, men det fremstod helt rigtigt.
Fanø Free Folk Festival fortsætter
Nu har jeg taget afsked med lunken Vestfyn på dåse og kaffe i plasticbægre, og nyder et godt glas italiensk rødvin, men jeg sidder tilbage med et varmt og positivt indtryk af den forgangne weekend. En af de lokale agenter for festivalen, Jeppe Brixvold, fortalte mig, at dette gerne skulle være en tilbagevendende begivenhed, og må det lykkes. Det gode fremmøde tyder på, at den del af grundlaget er i orden. De mange optrædende kan næppe have fået fyrstelige hyrer for deres arbejde, og det må naturligt være formelen, for ellers går det ikke med så stort et program. Mindre kan nok også gøre det. Brixvold nævnte, at der er ideer om på et tidspunkt at afholde festivalen i et stort telt på stranden, men ihukommende vejrligets luner på disse kanter, ligger der nok en del logistiske udfordringer i denne drøm. Fedt nok med drømme og lysten til at berige os med alternative oplevelser. Fra jeres udsendte skal der afslutningsvis lyde et: God vind fremover med Fanø Free Folk Festival. Den har sin berettigelse.
Fanø Free Folk Festival, Sønderho, Fanø, 23.-25. juli, 2010
Nils Thorlund
