Spil Dansk Dagen kom til at stå i Myrens Tegn på et lille bryggeri i Østjylland.
En tekst, der ofte bliver brugt ved fællessang i festligt lag, lyder noget i retning af “Et bryggeri, et bryggeri, det er et hus med øller i…,” og det er det jo også, men det kan også være et hus med musik i!
På Spil Dansk Dagen lagde Wintercoat i Sabro lokaler til Esben Langkniv og hans Rakkerpaks musikalske fortælling “I Myrens Tegn”, om den unge dansker Daniels liv fra barnsben i det midtjyske, til han kommer ud at tjene. Senere står han til søs og ender med at udvandre til Amerika, inden historien rundes af, som den begyndte.
Den varierede musikalske rejse med traditionel spillemandsmusik, sømandsviser og countrymusik, blev undervejs krydret med Esben Langknivs varme humoristiske beretninger om Daniels liv gennem tykt og tyndt.
Troubadouren havde medbragt sit Rakkerpak. Der bestod af Louise Vangsgaard på violin, Henrik Skriver på guitar og på akkordeon Emir Bosnjak, og de hjalp Esben Langkniv sikkert gennem det musikalske bryggeri.