”Jeg er her endnu” er titlen på den danske visesanger og troubadour Erik Grips seneste album, for nylig anmeldt her på siden. Og heldigvis for det. Han gav en nærværende koncert i to afdelinger sammen med sin mangeårige følgesvend på piano, Henrik Gunde.
Første sæt var sange af digteren Jens Rosendal, og det var sange med mange musikalske stemningsbilleder og sange til eftertænksomhed. Det hele krydret med gode historier lige fra Erik Grips barndom til i dag. Han kunne uden tvivl have holdt en historieaften med mange helt utroligt gode historier, som blev fortalt med stor indlevelse, humor, ironi og sarkasme.
Det smittede også af på teksterne i hans sange i andet sæt, hvor et par af hans kendte ”hits” som Åbent landskab, Velkommen i den grønne lund og Hvem kan sejle uden sejl var med. Sidstnævnte i en helt fantastisk udgave.
Publikum fik også præsenteret titelmelodien fra det seneste album ”Jeg er lige her”. Med de mange poetiske og meget sigende tekster, der kommer fra Erik Grips hånd, var alle fremmødte glade for at de også var her, og kunne nyde visesangerens meget varierende repertoire.
https://www.youtube.com/watch?v=84HVMUSrw1k