Siden Del Barber i 2005 begyndte at skrive sange, har han stille og roligt bygget en karriere op, som efterhånden har gjort ham til en væsentlig sanger og sangskriver i Canada. Vi har kunnet følge denne udviklingen på Tønder Festival de senere år.
Hans optræden sidste år indeholdt mest sange fra albummet ”Stray Dogs” med ældre sange, som var indspillet under corona-nedlukningen. Siden da har han øget sin turnévirksomhed, været i pladestudiet og i foråret udgivet sit ottende album ”Almanac”, som vi naturligvis fik flere sange fra.
Det er tydeligt, at hans sangskrivertalent er udviklet, og det nye album skal nok blive et boost til karrieren både i salgstal, anmeldelser og flere musikpriser. Vi blev præsenteret for flere af disse nye sange samt ældre sange og sågar en sang, hvor Dire Straits ”Walk Of Life” var indlagt som et medley. Den og ”The Big Rock Candy Mountains” blev de eneste sange, som ikke var Barbers.
Barber er landmand, og han gør en dyd ud af sit stille liv på farmen i regionen Manitoba. Det er her, han finder inspiration til de fleste af sine sange, som er i en slags folk-country-stil. De små, jordnære fortællinger er altid værd at lytte til, og heldigvis blev den største del af publikummet på Nørrebro også draget ind i hans univers. De afdæmpede sange er dog nok ikke velegnede til større scener, med mindre det er for et decideret koncertpublikum, men det blev et rart genhør med dette store talent