Aftenens program startede med Donna Blue, en hollandsk duo som dog var udvidet til kvartet. De spiller deres egen musik, men den har en umiskendelig 1960’er lyd med twang-guitar, masser af rumklang, simple, korte popsange med inspiration fra både Francoise Hardy, Nancy Sinatra/Lee Hazelwood og Ennio Morricone. Ganske cool og charmerende.
Vi var imidlertid kommet for at høre americana, så da Courtney Marie Andrews startede sin afdeling stoppede fredagsbarens snak i den fyldte sal heldigvis, for hendes afdæmpede musik indbyder til koncentreret koncertlytning. Belønningen kom i form af hendes gode, meningsfyldte tekster, bandets skarpe vokalharmonier, deres nedtonede backingmusik og ikke mindst Andrews’ dragende og beroligende stemme.
Musikken fik i starten lov til at tale for sig selv. Ingen introduktioner til de enkelte sange, selvom pauserne med de mange forskellige guitarstemninger indbød til det. Andrews lefler ikke for publikum, men koncentrerer sig om sin indlevelse i de alvorlige sange.
Vi fik et repertoire med vægt på hendes 2016-album ”Honest Life”, hvorfra sange som især ”Irene” synes at have fået fornyet vitalitet især takket være de akkompagnerende musikere. Først langt inde i koncerten løsnede hun lidt op og reagerede på publikums begejstring – et publikum, som bestod af både teenagere og folkepensionister og alt der imellem.
Vi fik et sjældent smil og en fortælling om de danske aner i hendes familie. Hun understregede værdien af en god ven, og det er nok betegnende, fordi mange af hendes sange og især ’break-up-albummet’ ”Loose Future” har fokus på forliste parforhold og hjertesmerter. Andrews greb elguitaren, og lydniveauet steg, musikken fik et lidt friere forløb, men i stedet for at forfalde til rockattituder kastede de blomster ud til publikummet, som så ud til at have fået indfriet deres forventninger.
