Efter at corona-restriktionerne blev ophævet 1. februar, kom livemusikken med nogen tøven i gang. Dels skulle vi vænne os til frit at mødes, dels skulle spillesteder have annoncering med mere på plads. Men endelig ser det ud til at de sidste huller i musikkalenderne er ved at være fyldt ud og ikke bare enkeltkoncerter, men også festivaler er nu i gang. Vi er allerede ved at rykke udendørs, og det er, som om efterslæbet fra de seneste år har ophobet bookingerne. Man kan næsten mærke utålmodigheden og huske de gamle dilemmaer med at vælge musikarrangement.
Mit valg torsdag blev en solokoncert med Christopher Paul Stelling fra North Carolina. Med sig bragte han akustiske guitarer, elguitar samt en række rytmeinstrumenter, og hans optræden var meget udadvendt med friske præsentationer af sangene og en energisk næsten frenetisk optræden. Det er sjældent at se en svedig, forpustet sanger-sangskriver. Han lægger ikke kun følelserne i sine sange, men har også en fysisk og dramatisk måde at synge på. Varierende fra det hviskende intime til det råbende.
Vi fik et par omarrangerede versioner af Merle Travis’ ”16 Tons” og et Elisabeth Cotten-medley, men det var nogle af hans egne yderst velskrevne sange, som gjorde størst indtryk. Sangenes fortællende måde at blive formidlet på minder om noget fra den bedste sangskriverskat, USA kan byde på. Vi nåede at høre de fleste sange fra hans to album ”Best Of Luck” og ”Forgiving It All”, inden vi var nået til ekstranumrene, der foregik nede blandt publikum.
Som bonus er Stelling en ekstraordinært dygtig guitarist. Ligesom hans måde at synge på således også hans akkompagnement: Smukt, stille og derefter voldsomt. Jeg kunne udbrede mig, men må her nøjes med at fremhæve hans uovertrufne fingerspils-teknikker. Som en anden Jimi Hendrix fyrede han en guitarsolo af med guitaren på nakken. Gimmick? Jo tak, men prøv lige selv! Dette var en overbevisende koncert, der lover godt før hans optræden på Tønder Festival i år.
