Cajunmusik har været meget sparsomt beskrevet herhjemme. Det hænger sammen med, at der kun er et par orkestre og lidt over en håndfuld danske musikere, som udelukkende udøver denne genre. Derfor vil en introduktion til denne ægte rootsmusik nok være på sin plads.
Cajuns er betegnelsen på en fransktalende befolkningsgruppe, som bor og har deres egen kultur i Louisiana, USA. Da man begyndte at indspille deres specielle traditionelle musik i 1930’erne, opdagede man, at der var en vis kommerciel interesse også i nabostaterne. Og siden viste det sig, at cajunmusikken appellerede til så mange andre, at dens ingredienser gled ind i den amerikanske populærmusik.
Lokalt har den imidlertid også bevaret sin oprindelige og traditionelle form, og uden at være museumsagtig bliver den brugt til både mindre private sammenkomster, i store dansehaller og til store musikfestivaler. Jeg har, ligesom de danske cajunmusikere, bl.a. Peter Abrahamsen, oplevet denne særlige stemning og kultur, blevet smittet af den og er kommet til at holde meget af den.
Cajun er ikke egentlig koncertmusik, men brugsmusik i stil med spillemandsmusikken, hvor det at deltage og nyde kan betyde mere end finere nuancer. Den rammer benene og ikke nødvendigvis hovedet. Cajun er simpel, taktfast og næsten vulgær og typisk opbygget af a- og b-stykker, som gentages. Derfor er den så perfekt som dansemusik og så smittende, at man nærmest skal være handicappet for ikke at deltage. Især twostep og valse, men også onestep og i nyere tid linedance bliver brugt på dansegulvet.
Fiddle og den særlige toradede, diatoniske harmonika er typisk melodiførende, og en triangel bliver ofte brugt til at holde lidt styr på rytmen, når det først går løs. Og guitar og bas føjer lidt simple harmonier til helheden. Med løse indledninger og slutninger bliver instrumentalnumre varieret af sangene, som er på fransk dialekt og ofte ledsages af særlige kald-råb. Skulle man være heldig at forstå teksterne, så er de tit triste, tragiske og længselsfulde. ”De handler om alle de andres problemer, mens vi i kontrast morer os” som Blake Miller udtrykte det.
Især country- og rockmusikken har taget elementer af cajunmusikken ind, og det er sjældent, at Danmark får besøg af ægte cajuns. Derfor er turneen med nygifte Miller og hans fru Amelia Biere samt Aj Scruba og hans frue ekstra attraktiv. De formåede at puste liv og energi i de gamle musikalske rødder. Vi fik en enkelt Miller-komposition, men ellers var det et repertoire bestående af traditionelt materiale. Herunder flere Balfa Brothers og D.L. Menard-numre.
Jeg var ikke alene om at genopleve, danse og feste til denne særlige Louisiana-kultur. Den lokale danseforening var med til næsten at glemme besværlige tider og i stedet fornemme sumpområdets fugtige varme, dufte, smage og lystige klange. Fais do-do
