Kl. 21 havde jeg fået svar på mine spekulationer i foromtalen om, hvad vi ville få at høre på denne imødesete koncert. Efter godt en times tid og et enkelt ekstranummer var seancen nemlig slut. Det blev en Aoife O’Donovan-solokoncert, hvor Den Danske Strygekvartet akkompagnerede de sidste fire sange. Det skuffede en del i mit publikumsområde, som tydeligvis var lokket til det fyldte Bremen Teater primært for at høre kvartetten. Publikum var ellers meget velopdragent, helt stille og pænt klappende som til en klassisk koncert. Først til allersidst kom der lidt hujen og råb.
O’Donovan beviste endnu en gang, at hun er en benådet sanger, sangskriver og til dels guitarist. Hun er samtidig velformuleret, og på professionel vis forstår hun den rette dosering af introduktionerne til sangene og af hendes glæde for Danmark og det danske publikum. Hun fortalte, at det var hendes første koncert i 2024 og samtidig premieren på hendes forestående Europaturné.
Hun åbnede med ”Ryland (Under the Apple Tree)”, som nærmest er blevet hendes kendingssang. Derefter fik vi en række af hendes smukke sange: ”Age of Apathy”, ”Prodigal Daughter”, ”The King of All Birds”. Hun fortalte om arbejdet med sangene til sit kommende album og The 19th Amendment – kvinders forfatningsmæssige ret til at stemme i USA, som de fik i 1920.
Vi fik formentlig en urpremiere på hele tre sange fra albummet ”All My Friends”. Titelnummeret, ”Crisis” og ”Daughters”. Teksterne er bygget på autentiske breve og taler, og musikken lød både traditionel og samtidig betydeligt mere avanceret end hendes ældre sange. Endelig sang hun et par covers: Hazel Dickens’ ”Pretty Bird” og Paul Bradys smukke ”Lakes of Ponchartrain”, som høstede aftenens største bifald.
Hendes synkoperede rytmer og åbne guitarstemning giver et let og flydende halvjazzet akkompagnement, som man kender fra Joni Mitchell. Også O’Donovans melodier og fraseringer har fået en Mitchell-klang. Det er populært for tiden, men denne opløsning af dur/mol-klange til fordel for en modal harmonistruktur truede med at blive ensformig. Især fordi musikken holdt sig tæt på samme toneart og rytme.
Det blev en koncert uden taktfaste holdepunkter og variationer, og så savnede jeg et instrument i solopassagerne, indtil Den Danske Strygekvartet kom på scenen. Men dette er petitesser. Musikken var nemlig kun backing til den egentlige attraktion, nemlig Aoife O’Donovans sangpræstationer. Hendes vokal er så besættende og smuk, at man drages ind i hendes fortællinger. Den er så varieret i klang og intensitet, at man sidder måbende og sluger hvert ord, hver frasering, hvert oktavknæk som en eliksir og føler sig beriget og helbredt.
Man glemmer nemt, at hendes følelser og indlevelse i sangene er opøvet – de forekommer nemlig helt ægte i øjeblikket. Hvad enten det er på Roskilde Festival, Tønder Festival, Christians Kirken, Ideal Bar, eller hvor jeg end har oplevet hende, så har hun gjort stærkt indtryk.
Koncerten var annonceret som ’featuring’ Den Danske Strygekvartet, og de gav et løft til sangene, men nåede ellers at vise så meget af deres formåen. Dog gav den afsluttende danske folkevise et håb om yderligere samarbejde. Aoife O’Donovan ’kom til’ at afsløre, at hun senere i år vender tilbage til Danmark og optræder på Heartland Festival.
