Hovednavnet på årets Tange Sø Folk Festival 23. august bliver engelske Coast.
Bandet fra Southampton spiller folkrock inspireret af keltisk musik. Siden bandet spillede ved Tønder Festivalen i 2010 er det blevet til mange koncerter i både Danmark, Norge og Tyskland. På scenen er det især den iørefaldende forsanger Paul Eastham, man lægger mærke til i det seks mand store band. De udgiver i disse dage en ny EP ”Dancing with Satellites”. Og bandet følger også festivalens visioner med at spille velklingende, god og glad musik.
Den naturskønne festivalplads fik sidst år besøg af mere end 2.000, hvilket er det højeste antal siden starten i 2007 med ca. 1.000 besøgende. Det er stort set gået fremad lige siden med tilstrømningen af publikum, når man ser bort fra 2010, hvor der var 1.300 gæster. Dengang stod der foruden musikken heldagsregn på programmet!
Foruden Coast kan man glæde sig til et gensyn med Rovers Ahead, der uden tvivl vil få bølgerne til at gå højt, selv om det skulle blive vindstille på festivaldagen. Det er ikke uden grund, at det otte mand store band trækker paralleller til The Pogues. Tidligere på dagen kan man bl.a. høre Bregenborg Band, som især dyrker den irske musik, og så præsenterer Tange Sø Folk Festival også Jakobsen & Sjakket fra Møn, som ikke er videre kendt i det jyske, men spiller egne tekster på dansk tilsat folk, roots og bluegrass.
Som vanligt foregår koncerterne fra den store friluftsscene ved søbredden suppleret i pauserne med musik i teltet med plads til 800 mennesker. Godt 150 frivillige hjælpere er i gang, når festivalen begynder kl. 12.00 og slutter ved midnatstid. Og så er det jo en fordel at købe billetten i god tid, da det kun koster 200 kr. i forsalg til de 12 timers koncerter, men 250 kr. ved indgangen 23. august.
http://www.tsfolkfestival.dk/