I 1960’erne især lykkedes det folklorister at opspore nogle af de mange folkemusikere, som verden havde glemt. Udviklingen i den nye musik var gået så stærkt, at man havde glemt dens rødder, men nu opstod en fornyet interesse for de gamle spillemænd – for at lære deres håndværk og for at få skrevet dem korrekt ind i musikhistorien.

Mest kendt er fortællingerne om eftersøgningen af de gamle bluesmusikere i USA, og hvorledes man ofte fandt frem til triste skæbner og sociale derouter. Heldigvis blev nogle af de gamle musikere hjulpet til en revitaliseret karriere, til deres ophavsrettigheder eller i det mindste til et værdigt eftermæle.

Også i de senere år har man opsporet musikere, der er blevet glemt eller omtalt som oversete talenter i deres tid. Én af disse var Jackson C. Frank. Han var folkesanger eller singer-songwriter, som vi nu siger, og aktiv fra midten/slutningen af 1960’erne og ukendt for næsten alle.

Han blev født i USA i 1943, og allerede som helt ung oplevede han en tragedie, som prægede resten af hans liv: På hans skole indebrændte han og hans klassekammerater ved en ulykke. De fleste kunne ikke reddes, men Frank overlevede – dog med voldsomme forbrændinger. På sit syv måneders hospitalsophold lærte han sig at spille guitar.

Som mange andre blev han inspireret af folk og countryblues. Han begyndte at komme i caféer i Buffalo-området, hvor han mødte en ung Eric Anderson og John Kay (Steppenwolf) og fik ambitioner om selv at blive rigtig musiker. En stor kontant erstatning fra ulykken gav ham muligheder for at realisere denne drøm.

I midten af 1960’erne var Storbritannien den nye musiks højborg, så nu rejste Frank på 1. klasse med luksusliner dertil. Som han synger i en af sine første og bedste sange, ”Blues Run The Game”: ”Catch a boat to England baby, maybe to Spain/Wherever I have gone/wherever I have been and gone/the blues are the same.”

Franks åbne natur var medvirkende til, at han snart mødte andre unge med musikdrømme og fik venner, som ikke tog anstød af hans skamferede hud fra ulykken. Han blev kæreste med en ung, genert sygeplejerske, Sandy Denny, og sammen begyndte de at opsøge folk-klubberne, mødte Al Stewart, Bert Jansch m.fl., og hurtigt var de begge dybt involveret i det kreative folk-miljø i London.

Frank blev en slags vært for ’fellow americans’ på visit, bl.a. Tom Paxton, Dave Van Ronk, Mike Seeger og ikke mindst Paul Simon. Sidstnævnte var begejstret for Franks sange og tilbød at producere et album. De fik kun knap tre timer i et studie, og indspilningerne fra 1965 yder ikke Frank retfærdighed, men det er, hvad de nåede. De lyder næsten som demoindspilninger og er altså, som han lød live – med guitarer, der ikke helt stemmer og med nogle småfejl. Al Stewart akkompagnerer på enkelte sange, ellers er det Frank, hans glimrende guitarspil og ikke mindst hans sange. (fortsættes)

https://www.youtube.com/watch?v=GgB1UA176ak