The Avett Brothers, Mando Diao, Calexico, Paul Banks og mange andre er på plakaten.

The Avett Brothers Pressefoto

The Avett Brothers Pressefoto

Hvert år ved denne tid fyrer de den så meget af i den svenske by, og du er også inviteret. Malmø Festival omfatter alt fra musik og kultur over kunst, design, livsstil, sport, mad og drikke til massevis af aktiviteter specielt for børn og unge. Festivalen tager hul på mere end 1300 arrangementer på fredag den 16. august, og så kører det løs til og med 23. august med et overflødighedshorn af oplevelser.

Her på rootszone.dk går vi op i musikken. Der er mange slags og vildt mange koncerter. Og fik jeg sagt, at det hele er gratis?

Der er et væld af scener, bl.a. Store Scene på Stortorget tæt på stationen. Ligeledes er der Gustavscenen, og da Malmø har et Gustav Adolfs Torg, kunne man jo godt tro, at det er der. Slå det hele op på www.malmofestivalen.se

Hele Malmø kommer til at syde af musik fra midt på dagen til over midnat, hver dag. Det allermest spændende fra vores perspektiv er, at The Avett Brothers spiller på mandag den 19. august kl. 19 på Ung Scene. Som mange måske ved, er de populære, amerikanske brødre (+ deres to medmusikanter) på vej til Tønder Festival, og skal man ikke der, er der altså en chance for at høre dem her. Skal man – ja, så skader det ikke spor at høre dem to gange! På samme scene skal americana/texmex/indierockbandet Calexico også spille – men allerede nu på fredag aften.

Flogging Molly skal også spille begge steder, i Malmø er det på onsdag den 21.8. kl. 22. På det mangfoldige program er også det gamle, svenske band Grus i Dojjan med 43 år på bagen og den unge upcoming singer-songwriter ved navn Mrs. Laura. Også ”dansksvenskeren” Michael Wiehe er naturligvis med, den 22. august.

Malmø Festival byder på en række danske bluesnavne: Tim Lothar, HP Lange Delta Connection, René Evald & Poor Folks, Cph Slim alias Nisse Thorbjørn Band – og allerede på søndag eftermiddag (den 18. august) spiller Paul Banks kl. 16.

På søndag aften spiller det rigtig fede band Mando Diao på Gustavscenen – de vandt med deres seneste album ”Strövtog i hembygdan” et stort folkpublikum i hele Skandinavien. På dette har de sat musik til digte af Gustaf Fröding, og kombinationen har vakt stor jubel. En time før Mando Diao går den glimrende, svenske bluesmusiker Richard Lindgren  på Ung Scene.

Det er en superflot multifestival, Malmø byder på hvert år – og det har byen gjort siden 1985.