Årets Danish Music Awards Folk 2011 uddeles lørdag d. 29. oktober ved en prisfest, som i år udelukkende handler om folkemusikpriserne. De er til gengæld ligesom sidste år reduceret til fire styk – eller faktisk fem, idet der også gives en særpris.

DMA Folk 2011 finder sted i forbindelse med årets WOMEX, som for tredje og sidste gang afholdes i København. På den måde får begivenheden også en international og ikke mindst eksportvinkel. Delegerede og branchefolk i det hele taget, som deltager i WOMEX med stande, møder, events og samarbejder på kryds og tværs i Forum, inviteres med og transporteres ovenikøbet til prisfesten på Aveny-T.

Men først og fremmest er det en fejring af roots- og folk-musikken og miljøet, omend i en lidt mindre skala og antal end i de glade dage og mange priser i Tønder. På Aveny-T er der 200 siddepladser foruden massevis af pladser ude i siderne.

Dørene åbnes kl. 16.30, og før prisfesten for alvor går i gang, vil der være release på den nye Danish Roots CD. Herpå medvirker naturligt nok nogle af de nominerede musikere og de optrædende, som er Rasmus Lyberth, Karen Mose Band, Habadekuk og Trio Mio. DMA Folk finder sted fra kl. 17 til 20.30, der er gratis adgang og mulighed for at købe mad og drikke til gode priser.

 

De nominerede til de fire priser er:

Årets Danske Folk Album:

Trio Mio for ”Love and Cigars”.

Impuls Trio for ”Bugge, Bæk og Vinther”.

Baltic Crossing for Firetour”. Foruden de tre, som også er nomineret til

 

Årets Danske Folk Debut:

Habadekuk for ”Hopsadaddy”.

Karen Mose for ”Vingefang”.

Rannok for ”Rannok”.

 

Årets Danske Folk Artist:

Jens Ulvsand for ”Love and Cigars”. Trio Mio.

Kristian Bugge for ”Hopsadaddy”. Habadekuk.

Kristine Heebøll for ”Love and Cigars”. Trio Mio.

Nikolaj Busk for ”Love and Cigars”. Trio Mio.

 

Årets Danske Folk Komponist:

Nikolaj Busk (der som nok bekendt løb med et par priser sidste år) af ”Love and Cigars”.

Theis Juul Langlands af ”Rannok”.

Michael Graubæk af ”Rannok”.

Ditte Fromseier Mortensen for ”Still Young” af Habbadám.

Den første rigtige DMA-uddelingsprisfest for FOLK, som finder sted i København, ja, ret beset på Frederiksberg, er organiseret af ”Folkemusikken” i samarbejde Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Danske Populær Autorer, DJBFA, Danish Roots og WMD, World Music Denmark, som Folkemusikkens Sekretariat i foreløbig 2011 og 2012 hører under.

http://www.folkemusik.dk/defaulte.asp

Lissen Jacobsen