Priserne gik til Martin Seeberg, Jullie Hjetland, Habadekuk, Sherzandum og Årets Spillested blev Hagges Pub – et populært valg. Desuden fik festivalen Musik over Præstø Fjord og dens ildsjæle stor anerkendelse ved at modtage Tinglutis Pris, præsenteret af Fin Alfred, og så var der stor og meget fortjent begejstring, da det viste sig, at Folk Danmarks Særpris 2014 gik til Tønder Festivalboss i 40 år, Carsten Panduro.
Prisen fik han overrakt af sin mangeårige ven Niels Hausgaard, som bl.a. sagde: ”Carsten er en sart mimose – men også en strittende kaktus, og han er så gammeldags, at et ord er et ord! Han holder fast som fandens mælkebøtte, har holdt kursen, svunget pisken og er en fuldender. Carsten gav i 40 år Tønder Festival et ansigt, og nu har han videregivet en Tønder Festival i fineste form.”
Hausgaard sagde også om tidsånden: ”Den er en kamæleon. Den er i konstant smuldring. En utro elsker. Tidsånden er en prut. Musikken skal ikke udvandes af X-Factor og den slags. Pete Seeger og Woody Guthrie, der blev nævnt tidligere, forholdt sig til deres tid – men vi skal forholde os til vores. Der er uendeligt meget materiale, og folkemusikken er den musik, man altid går tilbage til. Den er rodnettet for al anden musik.”
Bente Dahl, formand for Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for musik, sagde mange gode ord om folkemusikken – bl.a.., at den er i dialog med tidens udfordringer, ”at ”den er livlig, livsduelig og på det højeste kvalitetsniveau,” men samtidig sagde hun, at ”folkemusikken ikke har været oppe endnu!”. I udvalget, må hun vel mene, og kan det virkelig passe? Det kan I da ikke være bekendt, og så må det vel nu være på høje tid.
Hun sagde dog også, at hvor Tønder Festival er folkemusikkens juleaften, så er DMA lillejuleaften! Og årets uddeling af DMA-priser er da også kulminationen på folkåret 2014. Og det har været endnu et fint år, håber og tror jeg, at de fleste er enige i. Ikke mindst når det gælder kvaliteten. Årets nominering spredte sig over et alsidigt spektrum af dygtige, danske folkemusikere og folkemusikudtryk, og der er gang og flow i den, uden tvivl. Folkemusikken blomstrer og vokser vildt og inderligt.
Men som sådan noget jo er, så kunne der kun være en vinder i hver kategori. Det gav tilsyneladende ikke skår i glæden. For der blev festet og spillet og klappet entusiastisk af alt og alle, dog ikke mindst af dem, der kunne gå hjem med en statuette i hånden.
Habadekuk kunne endda gå hjem med to. Den ene fik det store band for Årets Album, og den anden, de hev hjem, var Årets Traditionspris. Martin Seeberg blev Årets Komponist, Jullie Hjetland Årets Sanger og Sherzandum Årets Nye Talent. Til lykke til dem og til alle modtagere, nominerede og til folkemusikken i det hele taget.
Eskil Romme, formand for Folk Danmark, citerede maleren Oluf Høst (1884-1966) for at have sagt: ”En ægte folketone fra en global afkrog kan erobre verden.” Meget positive og måske også sande ord at starte sådan en festaften på. Indimellem og bagefter var der masser af fed folk, indimellem desværre med problemer med lyden. Ikke i orden! Til gengæld fremstod Dreamers’ Circus på smukkeste og stærkeste vis, og trioen beviste, at den store opmærksomhed og respekt, de nyder, er fuldt fortjent. Et superflot DMA. Stor tak til Folk Danmark og de organisationer, der er med til at gøre det muligt, og som medvirker til, at folk’en bemærkes mere og mere uden for de vante rækker. Fuldt fortjent!! Og mere af det, tak.