Sidste år markerede vi 50-året for den skelsættende Newport Folk Festival i 1965, hvor elektriske instrumenter blev benyttet for første gang og var med til radikalt at ændre vores musikopfattelse. Vi kunne desuden anmelde spillefilmen ”A Complete Unknown” med Timothée Chalamet som en ung Bob Dylan, der var årsag til episoden, der ’delte 1960’erne lige over’, som nogen har kaldt det.
Takket være CPH:DOX var der så Danmarkspremiere på denne film, som viser de større og nøjere sammenhænge, nemlig Newport Folk Festivalerne i perioden 1963-1966. De over 100 timers arkivoptagelser er her klippet sammen til 100 minutters musikfilm, der virkelig dokumenterer, hvorledes det føltes at være til stede i disse væsentlige år.
Vi følger kronologisk, hvordan den dengang nye interesse for USA’s folkemusikalske arv bliver dyrket, hvordan det vi nu kalder rootsmusik bliver genopdaget, og hvorledes musikhistorikere, organisatorer og de yngre musikere rejser rundt i landet på jagt efter de gamle musikalske rødder, og efterhånden får ideen til at præsentere musikken på denne festival.
Hele denne opblomstring af rootsmusikken, som vi ofte referer til som 1960’ernes folk-revival, bliver visualiseret i denne medrivende film. Der er så mange fantastiske klip med musikere, der siden er blevet legender, at jeg slet ikke vil begynde at remse navne og personlige favoritter op, men de illustrerer tilsammen bredden og styrken af hele denne folkbevægelse med god repræsentation af alle genrerne.
Mange af optrædenerne er forkortede, men med respekt. Foruden de kendte navne er der nemlig også plads til mange musikere, som siden er gået i glemmebogen. Ligesom filmen om den senere Woodstock Festival er der masser af klip med festivalgæster, små interviews og stemningsbilleder af især de mange uformelle jamsessions, der også er en del af Newport Folk-festivalerne.
Man fornemmer den euforiske glæde ved at mødes omkring musikken på tværs af alder, race og social status. Vi får et tydeligt indblik i tidens politiske holdninger og musikkens evne til at omfavne disse og i nogle tilfælde gøre dem til populære mærkesager i hele USA. Men “Newport and the Great Folk Dream” er ikke kun et kalejdoskopisk og nostalgisk tilbageblik på nogle væsentlige begivenheder og personligheder, men også betydningsfulde dokumentationer på, hvor den nye musik, vi kan nyde nu, kommer fra.
Den eneste indvending jeg har ved den viste kopi af filmen, er de engelske undertekster. De virker lige så generende, som de AI-generererede sangtekster, man ofte ser på musikvideoer på internettet. Alligevel skal jeg ofte gense denne film, og min glæde over den kan naturligvis kun munde ud i en opfordring til at se og høre den. Og et håb om, at andre lignende arkivfilm fra Storbritannien og andre steder i verden, dukker op og bliver gjort offentligt tilgængelige. Instruktion: Robert Gordon, s/h.
Et udpluk af musikerne fra festivalen i 1964: Theodore Bikel, Joan Baez, Johnny Cash, Judy Collins, Bob Dylan, José Feliciano, Jesse Fuller, Phil Ochs, Peter, Paul & Mary, Pete Seeger, The Stanley Brothers, The Staple Singers, Robert Pete Williams, Hedy West.