Gangspil består i sin kerne af Kristian Bugge (violin, vokal) og Sonnich Lydom (toradet diatonisk harmonika, mundharmonika, vokal), men gæstemusikere har aldrig været et fremmedelement. Specielt har Malene Beck (klaver, harmonium) ofte medvirket, når turene ikke er gået til fremmede lande. Således også på denne liveindspilning fra det københavnske spillested Alice,
Gangspil fokuserer konsekvent på traditionel dansk musik. Kilderne er spillemænd, ikke mindst thyboen Karl Skaarup, som de har mødt og lært fra, mens disse stadig var i de levendes land. Men lige så ofte er musikken hentet fra diverse nodesamlinger, rækkende helt tilbage til 1700-tallet.
Der lægges ud med et par fyrige polkaer fra Læsø, og føj for pokker, hvor det swinger. Det kan musik sagtens uden bas, trommer og hele skidtet, som Johnny Madsen erkendte, da han fra de tidlige 1970’ere havde lagt rockmusikken til side og indgik i Rumlekvadrillen. Efter polkaerne kan vi lytte os igennem et varieret repertoire af historisk dansemusik, som allerede nævnt fra 1700-tallet og videre op gennem årene.
Eksempelvis er de ældre Storm og Reventlow repræsenteret, men ligeså vel amerikanske Dwight Lamb med de familiære rødder i Vendsyssel, en af de spillemænd, som Kristian Bugge nåede at møde og spille med. Han og Sonnich Lydom fremfører hver en dansk folkesang, og sønderhomusikken har nødvendigvis fundet en plads i repertoiret. Nødvendigvis, fordi netop denne sidste stadig levende tradition her i riget er en hjertesag for dem begge.
For at dvæle lidt ved sidstnævnte slår det anmelderen, hvor meget der fokuseres på den historiske vinkel. Sønderhostykkerne spilles ikke som i dag. ”Skal vi gå til fremmed lande”, som den fremgår af nodebogen ”Folkelig vals” med sin dokumentation af musikken tre og fire generationer tilbage, og ”Enkedans” hverken i versionen derfra eller den nutidige.
Slige overvejelser ville være overflødige, hvis de enkelte stykker havde været beskrevet nærmere med forklarende noter. Det er en mangel, al den stund det historiske aspekt så åbenbart har betydning. Måske har de to herrer ment, at musikken skal spilles og nydes i sin egen ret uden akademisk nørden, men det er selvsagt en hypotetisk betragtning.
Uanset er det en fornøjelse at lytte til Gangspils både tætte, insisterende, nuancerede og swingende sammenspil, varierende mellem kraftfuld fyrighed og melodiøs indlevelse. Sådan lyder erfarne spillemænd, der i den grad kan deres metier.
Kristian Bugge slap ud af konservatoriets folkemusiklinje tidligt nok til at undgå risikoen for at blive ramt af den siden udbredte violindialekt ”folkekonsk”. Han og Sonnich Lydom har gennem årene med hver deres personlige spil fået udviklet en syntese med et helt særligt udtryk. Sublimt er et voldsomt ord, men det peger lidt i den retning. Malene Beck har ingen problemer med at spille sig ind i tætheden og lægger et solidt fundament under Gangspils udladninger.
At både gulvtramp og klaverets venstre hånd er mikset lidt voldsomt i retning af en kontrabaslyd, generer nærværende øregange en smule, men for i alvorlig grad at antaste fornøjelsen skal der mere til.
