Anmelderen husker, hvordan danske folkemusikere tilbage i begyndelsen af 1970-erne søgte efter nationale alternativer til de populære og udbredte udenlandske folkesange, primært de traditionelle irske og skotske, men også de originale amerikanske. Bestræbelserne førte til, at mange fandt de gamle folkeviser frem. Netop betegnelsen ”folkeviser” blev anvendt, men det var jo middelalderballaderne, de tilforn kastede deres kærlighed på.
I den tid lå hovedvægten ikke på forsøgsvis at gengive sangene autentisk. De blev som oftest arrangeret og udført, som var de enhver anden folkesang. De var danske, og det var det væsentlige. Det forhold ændrede sig, som årene randt.
De senere år har flere søgt mod at præsentere middelalderballaderne i en mere autentisk klingende form. Således denne foreliggende udgivelse fra trioen GuldGanger med sangeren Mia Guldhammer i den vokale front. Samme funktion har hun i øvrigt i orkestret Virelai, som har tilsvarende musikalske ambitioner med de gamle sange.
Trioens øvrige medlemmer er Christian Mohr Levisen og Morten Musicus, der begge har erfaringer med middelaldermusikken. Sangene akkompagneres af et større historisk instrumentarium, herunder instrumenter som jødeharpe, strygelyre, sækkepiber, hakkebræt, enhåndsfløjter og percussion.
GuldGanger kombinerer således middelalderens vokale og instrumentale traditioner. Så vidt overtegnedes indsigt rækker, er der ikke kildemæssigt belæg for, at sangene har været akkompagneret i hine tider. Betegnelsen ”ballade” udspringer af det latinske ord for dans. Altså skulle en ballade være en dansevise. At man dengang rent faktisk har danset til disse ballader, er der så vidt vides heller ikke belæg for, men på Færøerne gør de det jo.
Der kunne affattes en lang akademisk afhandling om slige historiske forhold, hvilket naturligvis rækker langt uden for rammerne for denne anmeldelse.
Relevant er det derimod at vurdere GuldGangers konkrete udtryk som et glimrende forsøg på at skabe et autentisk historisk lydbillede til indpakning af de gamle ballader, korrekthed eller ej. Det insisterende droneklingende akkompagnement har skabt en tæt og dunkel atmosfære, som fremmer en drift mod at synge, danse og drikke brændevin i olielampers skær. Akademiske nørderier udviskes og forsvinder i havgusen.
