Festivalen i Vega bød også lørdag på velsunget og vedkommende ung americana, og der var et stort spænd i sangskrivningens emner hos de tre kvinder, jeg hørte. Hver og en er på en musikalsk udviklingsrejse som reflekterende kvinder med mere på hjerte, og de tre kvindelige songwriters modtog alle flotte bifald. Emily Scott Robinson var enestående som performer, S.G. Goodman markerede behovet for forandring i farmerland, og Caroline Spence beviste sine stærke sange.
S.G. Goodman (øverste foto) er fra Hickman, Kentucky. Der er en ro over farmerens datter, som er en politisk sangerinde, hvor budskab og en rivende vokal rammer publikum. Det er, som om S.G. vil ændre på historien i kulminestaten, hvor alt er som før, men intet behøver være det mere. Sangerinden har spillet rock, goth og punk i bands og er bevidst om, at man ikke kan forvente at blive hørt. Men et råt liv nær Missisisippi-floden hærder.
– Vi har jo en opiumsepidemi herovre, fortalte S.G. Goodman og sang ”If You Loved Someone” fra det nye album “Teeth marks”, og hun havde reflekteret over årsagen til mangel på socialt ansvar: At ingen tænker ud over det, der ikke lige handler om deres eget. Også sange fra debutalbummet ”Old Time Feeling” skilte sig ud med overvejelser om fattigdom og forandring. Stemmen understøttede paradokserne. Velklingende og sikkert, selv når S.G. Goodman gik i et hæsere mode og begyndte at “flå” tonerne frem. Det skal man opleve live. Enkelte kærlighedssange fandt også vej til Store Vega. Guitaristen understøttede et lydmiks af PJ Harvey & Roy Orbison. Da guitaristens streng knækkede, brugte S.G. fem minutter på at fortælle en humoristisk anekdote om en religiøs kults favorisering af mandlige jomfruer. Herefter genoptog de duoen. Goodman afsluttede showet med flot a cappella-sang.
Caroline Spence
Caroline Spence fra Nashville kom med en række vældig catchy melodier, og hendes poetiske engagement ligger i relationernes land med sange om menneskelige fejl og minder om mormor. Hun leverede som altid ”Mint Condition”, hendes signatursang, som også er indspillet med Emmylou Harris. Spence plejede at lave sjove sange, men traf for flere år siden en beslutning om at skrive noget så godt, at Emmylou ville synge med. Hun leverede alle sange undtagen en med rytmisk westernguitar, imens hendes elguitarist leverede et klassisk backing i et Tom Petty-inspireret univers. Det fungerede godt i den enkle, men også stabile stil. Sangerinden indledte med at annoncere, at hendes plan B er at blive truckfører. Men det ville nok være hendes egne sange, hun kunne høre i radioen, for talent for at skrive sange, som andre vil få lyst til at genindspille, har hun. Vokalen ringede i sangen ”Who’s Gonna Make My Mistakes” i et univers tæt på Kacey Musgraves og tidlige Nina Persson. Carolines sange fungerede fint i duo, f.eks. sangen ”Long Haul”, og hun vovede sig da også ud i et fint melodisk guitarspil på den sidste sang, og man mærkede en mere følsom side af sangerinden, bare en sidevej fra truckførerens faste rute.
Emily Scott Robinson indtog scenen og stod autentisk stærk både med varieret guitar og blændende historier, der understøttede hendes fremtoning. Emily Scott Robinson er songwriter fra Colorado og startede med en velskrevet enkel sang ”Old Gods”, en nærmest spirituel hymne. Hun fortalte siden om at nå at opleve John Prine live, at have 1000 sange liggende og brænde for et møde. Robinson havde kun råd til billetten på de billige rækker. Sangen ”Cheap Seats” er fra hendes seneste album ”American Siren”. Hun fortalte hjerteligt om stressede SAS, der havde forlagt hendes CD’er og de hvide “tourboots”-countrystøvler, hun skulle have optrådt i. Hun kvitterede med sangen ”White Hot Country Mess” sunget med country-lyd fra albummet ”Traveling Mercies”.
Fortællingen, der brændte sig fast, er om Emilys fætter, der skød sig efter to ophold som udsendt i Afghanistan. Han var kun 19 år, da de sendte ham afsted, fortalte hun og sang ”Hometown Hero”, mens tårerne faldt hos flere, og Emily takkede. Sangerinden havde allerede fortalt salen, at hun har boet i en RV -camper i en længere periode, da covid ramte USA. Derfor var kirken lukket, men Emily fik lov at låne deres flygel, og hun spillede også en sang på stagekeys, hvilket gav mindelser om canadiske Sarah McLachlan.
Sangstemmen og guitarspillet lå på et højt niveau, og Emily Scott Robinson efterlader et dybt indtryk med et enkelt akustisk set-up som solist. Man må konkludere, at en kvindelig solist som Emily sagtens kan spille Lille Vega op og mere til og udløse et stærkt nærvær.
De fysiske rammer for Americana-festivalen lørdag bør have et par ord med på vejen. Vandring i Vega gav god motion, idet man mellem koncerterne skulle gå op og ned ad mange trapper for at skifte til den anden scene. Vil man have flere publikummer, bør man måske overveje at se på f.eks. Tønder festivals scener, som altid opstiller sidderækker, så trætte kan hvile benene. Americana er jo ikke det helt unge segment som Roskilde festival. Det var til gengæld et fantastisk lyttende publikum. Lad os håbe, at denne musikalske camino varer ved.
Emily Scott Robinson
