Debatten her i landet om, hvordan folkemusik skal defineres, vil altid pågå i kraft af stadig flere forskellige udtryk og tilgange. Overtegnede erindrer, hvad der i miljøet betegnedes som den store folkemusikfejde i 1980. Anledningen var tildelingen af statsmidler til genren, og et væld af indlæg i primært dagbladet Information gav deres bud på definitioner af stærkt vekslende snæverhed med alene lokalt funderet traditionel dansemusik og sang som den snævreste. Denne sammenhæng tillader ikke at redegøres nærmere for de optrukne fronter.
Allerede op gennem 1970´erne trådte en del nye navne med fornyede udtryk ind på folkemusikscenen – ingen nævnt, ingen glemt – hvilket forstærkede den definitionsdebat, der kulminerede med ”fejden” i 1980. Siden har en ny generation tilføjet yderligere nye udtryk med fornyet næring til debatten. Med udøvernes stadigt stigende spilletekniske kvalifikationer har vi de senere år set, hvad der kunne betegnes som en delgenre, der placerer sig i krydsfeltet mellem folkemusik og klassisk kammermusik. Dreamers´ Cirkus står som den mest succesfulde repræsentant i det felt. Mere generelt fremtræder folkemusikken nu i udbredt grad som koncertmusik eller kunstmusik, om nogen vil. Vi er langt fra salig Ewald Thomsen, og traditionalister vil formentlig slå syv kors for sig.
Trioen Vesselil, Clara Tesch (violin, viola, vokal), Elisabeth Dichmann (violin, vokal) og Maja Aarøe Freese (cello og ledende vokal), må betegnes som en nyere repræsentant for det ovenfor beskrevne kammermusikalske udtryk, hvor musikalsk uddannede musikere udfører gennemskrevne arrangementer med nærmest klinisk perfektion. Udfordringen består ikke mindst i at puste liv, krop og swing i de bindende arrangementer, hvilket bestemt ikke lykkes for alle.
Musikken må som hovedregel anmeldes på dens egne præmisser, men et mindstekrav må være nærvær og udtryk, elementer som for ofte er blevet dræbt i stræben mod perfektion. I netop det forhold er Vesselil kommet en del videre. Uden at påstå tidligere fravær af udtryk har udviklingen været særdeles positiv. Med deres stærke tekniske kunnen og musikalske overskud har de på dette deres nyeste udspil ”Til Kirsten” formået at kombinere fastholdelsen af deres gennemarrangerede koncept med både nærvær og nerve i de både traditionelle og selvkomponerede stykker.
I de mere langsomme fornemmes farverigt nuanceret intensitet, og i de tempofyldte diverterer trioen med et godt swing. Balladerne med indholdsmæssig fokus på historiske Liden Kirsten, deraf albumtitlen, udføres med befriende ”almindelige” og uskolede stemmer. Maja Freese udfører sin ledende vokalrolle med den klare og i øvrigt charmerende stemme, hun nu har, og det er slet ikke helt umuligt, for at anvende en jysk udtryksform. De øvrige vokaler følger fint op på samme vis.
Nogle vil nok med antydning af foragt i stemmen sige kammermusik, hvilket de delvist må medgives, bortset fra foragten, men sådan har Vesselil valgt det, og når den præmis er accepteret, er det en givende fornøjelse at lytte med.
