Så er der nyt fra de to dansk-skotske traditionsbærere, ægteparret Pernille og Stephen Quigg. De udgiver med ”Threads” deres fjerde album sammen. Det tredje var ”Wings of Gold” fra november 2020, og ligesom dengang har den garvede Ian McCalman haft en finger med i spillet, idet han lægger både sit studie (Kevock Digital), ukulele, piano og bas til.
Pladen er fyldt med stærke, meningsfyldte tekster – heraf fem fra Pernille Quiggs hånd – og med fint, forsiret gammeldags folk-fingerspil på guitarerne. Jeg får lyst til at tage nogle af mine gamle plader med The McCalmans – eller med The Quiggs – frem igen for at opleve stemningen omkring den legendariske gruppe, The McCalmans, som jeg hørte første gang i Tivolis Vise Vers-hus i 1970 og derefter fulgte regelmæssigt, indtil gruppen blev opløst i 2010. The Quiggs viderefører McCalmans-arven, både hvad spillestil, harmonier og til en vis grad også repertoire angår.
Der er langt fra The Quiggs til Tobias Rahim eller Gilli, årets topscorere på Spotify; ja, faktisk er der ikke mange Spotify-hits på The Quiggs, hvis man tæller antallet af lytninger. Så mange synes måske. at de er udtryk for en tidslomme, en stil, de ikke kender, og som trivedes under The Folk Revival for 50 år siden. Men lyt til teksterne! https://www.thequiggs.com/lyrics og nyd de fine arrangementer og melodier. Her er 14 skæringer, lige fra Pete Seegers ”My Rainbow Race” til Pernille Quiggs nyskrevne titelmelodi, ”Threads”. Den handler om arven fra de gamle, fra bedstemødrene, der øsede af bjerge af kærlighed midt i deres stue fyldt med minder- og ufærdige broderier.
Teksterne udtrykker holdninger til det samfund, vi står midt i: Lige fra alt for tidligt afdøde McCalmans-medlem Nick Keirs ”Keepers” om automatiseringen af fyrtårnene langs Skotlands klippefyldte kyster. Eller til Pernille Quiggs nye sang, ”The Fox”, om en ræv, der uforvarende har vovet sig ind i storbyen. Hun stiller spørgsmålet: Er det ræven, der er trængt ind på menneskenes territorium? Eller er det måske snarere omvendt?
Pernille & Stephen Quigg
Samme eftertænksomhed høres i Pernilles sang ”Planting Trees”, der er baseret på et gammelt græsk ordsprog: Et samfund bliver stort, når gamle mænd planter træer, i hvis skygge de ikke selv kommer til at sidde! Gode tekster og fine, nye melodier.
Flere af sangene er gamle klassikere, som Phil Coulters kærlighedssang ”Steal Away” eller Brendan Grahams emigrationssang ”Isle of Hope”. The Quiggs er gode til at finde de gamle folkklassikere frem fra gemmerne.
Hvis jeg skulle indvende noget, ville det være, at det hele næsten er for pænt og nydeligt. Duetter som taget ud af sommerstemningen omkring et lejrbål i godt vejr for længe siden. Men det kan jeg nu godt leve med, når jeg kan glædes over, at stærke, meningsfyldte sange stadig kan finde vej til musikere og publikum. Til april står ægteparret Quigg foran en større turné til Danmark og Tyskland, og de er tilbage igen til juli. Så tag ud og nyd dem live!.
